|
Interview
med U landstræner Kristian Kristensen
Med
sommerens VM slutrunde blev det meget succesfulde 88-89 landshold
opløst og 90-91 årgangen har overtaget pladsen som
dansk ungdomshåndbolds ypperste hold.
Det
nye U landshold blev i 2007 nr 5 ved EM og vandt senere bronze ved
ungdoms OL. I år har holdet vundet bronze ved U18 VM og viste
ved den lejlighed, at 88.89 holdets succes ikke har været
nogen tilfældighed, det nye U landshold virker også
meget stærke i international målestok og i dette efterår
er flere af holdets spillere da også så småt begyndt
at markere sig på seniorplan.
Lotte
Grigel selvfølgelig som det mest lysende eksempel. Lotte,
som blev udtaget til til All Star hold ved både EM sidste
år og VM i år, er Lotte i denne sæson aldersmæssigt
blevet 1. års ynglinge, hvilket gør hende spilleberettiget
i Håndbolldligaen og her har hun som bekendt gjort det så
godt for sit klubhold Team Esbjerg, at hun er blevet udtaget til
A landsholdets trup til World Cup.
Lotte
er ikke det bedste, men bestemt ikke det eneste eksempel på
årgangens potentiale, allerede sidste år debuterede
Maria Fisker for Viborg HK og var med i flere topkampe for de senere
danske mestre, så sent som i denne weekende blev Stine Jørgensen
topscorer for Aalborg DH i klubkampen mod FCK Håndbold, Stine
Frandsen var indtil hun blev skadet den næstmest scorende
spiller i sæsonens 1. division, hvor også spillere som
Sarah Iversen, Mia Rej, AS Okkels, Louise Jørgensen og Mette
Larsen fra Nordsjælland har gjort sig positivt bemærket.
For
et stykke tid siden spurgte vi 90-91 landsholdets cheftræner
Kristian Kristensen om vi kunne få lov at lave et interview
her på europamester.dk. Det var Kristian med på så
Rasmus Schack, som stod for det meste af dækningen af sommerens
VM slutrunde samt undertegnede Per Hviid lavede et sæt spørgsmål,
som vi mailede til Kristian, som allerede et par dage efter sendte
svarene og resultatet kan læses herunderneden i helt uredigeret
form.
Nogle
af spørgsmålene er meget lange, vi har måske
været lidt duperede over at få lov at lave spørgsmål
til en landstræner og så vil man gerne vise, at man
er godt inde i stoffet og stille nogle kloge spørgsmål
- Alligevel. Det her er altså interessant og lærerig
læsning, hvis man brænder for håndbold og de danske
talenter.
Spørgsmålene
er skrevet med fed og Kristians svar med kursiv
 |
| Kristian
Kristensen og Mia Møldrup, som for nyligt fik en lovende
debut på Ikast Brandes bedste hold, foto Niels Vester |
1)
Tillykke med dit nye job, som fuldtidsansat i DHF fra den 1.
september. Du fortsætter i jobbet som landstræner for
90/91-landsholdet og er desuden blevet elitekonsulent i talentsystemet
og skal stå for en del af den fysiske træning af ungdomslandsholdende.
Hvad betyder det, at være elitekonsulent i talentsystemet
hvad indebærer den titel og hvad er din egen teoretiske og
praktiske baggrund som træner?
- Elitekonsulent jobbet omfatter den administrerende del af talentsystemet
- altså koordinering samt sikring af rammerne omkring talenttræningen
og dennes interessenter. Dette foregår i tæt samarbejde
med resten af teamet indenfor talentafdelingen.
Håndboldfagligt er jeg EHF Mastercoach og sideløbende
certificeret Coach. Praktisk erfaring kommer fra tiden som ungdoms
træner i HIH, FIF DY, Herresenior Lyngby HK, Greve Damer,
Næstved Herre, Gaeta (Italien Herre) Ajax Herre, FCK herre
og sideløbende DHF arbejde på 8. år som talenttræner,
områdeleder og nu landstræner.
2)
DHF har fornyeligt på hjemmesiden offentliggjort talentudviklingsplanen
"The Danish Way", tidligere kaldet "Plan 92".
I denne bliver der lagt meget vægt på den individuelle
træning, mens medaljer til ungdomslandsholdene umiddelbart
ses som en sidebonus.
Bl.a. udviklingsområderne indenfor de håndboldtekniske,
taktiske og fysiske områder står tydeligt beskrevet
i kompendiet. Det er til gengæld meget svært at finde
et ord som mentaltræning i "The Danish Way". Det
er vel kun gennem resultater og sejre, at der kan skabes den vigtige
vindermentalitet, som egentlig danner rygrad for viljen til at vinde
og til at turde.
Ved bagatellisere resultater opnået af ungdomslandsholdene,
så misser man vel det væsentligste udviklingsområde,
det at skabe en vindermentalitet blandt spillerne?
3)
Ud fra "The Danish Way" - side 4. Beskriv vejen fra at
være en ukendt ungdomsspiller til at blive U-landsholdsspiller.
Hvordan kommer man i betragtning til landsholdstruppen og hvornår
er det lige man skal gøre det rigtig godt, for at få
landstrænerens opmærksomhed?
- "The Danish Way" er en beskrivelse af herresidens
talentsystem og har i princippet intet med damernes organisering
og indhold at gøre. Men jeg vil gerne løfte sløret
for, at der arbejdes på et idrætspsykologisk setup (damer),
der matcher talenternes behov. Dette foregår i tæt samarbejde
med Team Danmark der netop har annonceret dette felt som særligt
fokus område. Konkret har U19 igennem det sidste halve år
arbejdet med mental træning sammen med den eksterne coach
Mark Anthony fra firmaet Decision. Det har været en meget
givtig proces for pigerne hvilket jeg håber i noterede jer
under VM.
 |
| fra
venstre Natascha Rasmussen, Brabrand, Cecilie Vester, Viborg
HK, Lotte Grigel, Esbjerg, landstræner Kristian Kristensen
og holdmor Helle Thomassen. Foto Niels Vester |
4)
U-landsholdene fungerer som læreplads til fremtidige landsholdsstjerner
og det er her de fleste landsholdsspillere bliver udklækket.
Dermed tænkes der meget langsigtet, når ungdomslandsholdene
skal udtages. Passer det at størrelsen på håndboldtalentet
ikke er alt der tæller, men også de mere ubarmhjertige
faktorer som højde og fysik spiller ind i vurderingen
om man kan komme i betragtning til en af de eftertragtede rød-hvide
trøjer på ungdomslandsholdet?
- Som udgangspunkt identificeres talenterne igennem lokal forbundene.
De er meget åbne for samarbejde omkring hvilke "typer"
der ønskes længere oppe i systemet -hvilket vi formidler
til iagttagelsesstævnerne i Pige årgangene. Det er i
princippet også her at selektionen af det enkelte talent finder
sted. I første omgang selekteres der på teknisk/taktisk
samt fysisk potentiale. Efterfølgende vil det mentale potentiale
blive afdækket, men det kræver større kendskab
hvorfor denne parameter først kan afdækkes senere.
Som nævnt tidligere er dette er fokus område pt. Vi
ønsker i øvrigt, at selektere flere forskellige typer
på hver position på alle landshold.
5)
VM-slutrunden i Slovakiet blev fulgt intenst fra Danmark og samtlige
90/91-landsholdets kampe blev vist på Internettet. Det er
vel ikke forkert at kalde slutrunden for en succes. Hvordan oplevede
du turneringen med de opture og nedture samt sygdom, som i blev
ramt af i løbet af slutrunden?
- Det var bestemt en succes overordnet set. En bronze var der
vel ikke mange, der havde troet på inden vi drog af sted.
En pulje med RUS og NED hvor kun to går videre, kunne have
endt i resultatmæssig skuffelse. Pigerne viste dog "vindergenet"
efter nederlaget mod Russerne, hvor vi eliminerede bronze vinderne
fra EM 07 i skikkelse af NED. Målet om at komme videre fra
"dødens pulje" var dermed en realitet efter en
sikker sejr mod PUE. I mellemrunden ventede jo KOR som havde vist
skræmmende styrke. Igen havde vi stolen for døren.
Men endnu engang viste spillerne, at de kunne slå til i en
afgørende kamp. RUS sejr over KOR sammenholdt med vores sejr
over værterne fra SLV sendte holdet i en semifinale mod SER.
Her faldt vi ud for alvor og blev sendt til bronzeopgør mod
europamestrene fra FRA, som vi til gengæld fik styr på
modsat ved EM. Det var en skøn oplevelse for alle og satte
en positivt punktum for en hård turnering. Jeg lægger
ikke skjul på at vi spiller for at vinde ved et mesterskab
- det ville jo være idioti andet. Vi kan jo ikke udvikle spillernes
vindergener ved at tabe? Så procesarbejdet foregår i
de mellemliggende perioder i klub, TT og TD regí.
Endeligt fyldte sygdom alt for meget under dette mesterskab. Fokus
kan hurtigt forsvinde - men det er ingen hemmelighed at vi var ramt.
Vi kunne bl.a. ikke stille fuldt hold til bronze kampen. Holdet
nåede dog hurtigt til den erkendelse, at der måtte kæmpes
med de ressourcer der var til rådighed.
6)
I VM-kampen mod Korea nåede 90/91-landsholdet hidtil usete
højder kvalitetsmæssigt. Det var en fremragende håndboldkamp
i et utroligt højt tempo og med imponerende få tekniske
fejl fra dansk side. Pigerne var sat godt op til kampen og udførte
den dristige taktik til et 12-tal. Beskriv optakten til kampen og
fortæl lidt om baggrunden for at vælge taktikken med
7-markspillere (2 stregspillere) - en taktik som fuldstændig
udmanøvrerede det koreanske spil og paralyserede den koreanske
bænk.
- Det er egentlig en kort historie uden nogen form for arrogance:
KOR skal rystes fra deres vante "rytmer" hvis de skal
slås. Deres forsvarsfilosofi går meget på 1:1
ansvar selv ved zoneskift fra det angribende hold. I deres 3:3 formation
betyder det eksempelvis at en backovergang vil blive fulgt til "dørs"
- her efterlades et tomrum som vores "ekstra" spiller
skulle udnytte. Det gik helt forrygende og vi blev aldrig straffet
på den taktik, hvorfor den fortsatte gennem hele kampen. Det
var i øvrigt en fornøjelse at overvære de koreanske
fintespillere samt deres teknikker ved både afleveringer og
skud!
 |
| billedet
her er fra en samling i starten af 2008, hvor 90-91 bl.a. spillede
en kamp mod Gladsaxe fra venstre kan man lige ane det halve
af Sandra Mittet, dernæst Ida Sylvest, Stine Jørgensen,
Christina Hansen og Kristian Kristensen - foto Rene
Lystrup |
7)
På den ene side var vm bronzen et flot og fortjent resultat,
men på en måde var det vel også skuffende at tabe
til Serbien i semifinalen og dermed misse VM-finalen. Specielt den
måde, som nederlagene skete på til begge finaledeltagerne
Rusland og Serbien
kan vel ikke være tilfredsstillende
for dig og pigerne. Hvad er det som 90/91-landsholdet lige mangler
for at tage det sidste skridt og komme i en finale. Hvor ser du
at holdet stadig kan forbedre sig?
- Det handler nok i høj grad om fokusering - den var svær
at opretholde over så mange knald eller fald kampe. Forløsningen
over at være nået til semifinalen, i dette selskab,
kan have skabt en ubevidst tilfredshed og det må vi alle lære
af. Ydre faktorer som pres fra omgivelserne skal vi også videreudvikle.
Mediebevågenheden var kraftig men også hård for
U19 gruppen: Her på siden kunne man bl.a. læse en noget
usaglig anmeldelse af holdets præstation efter kampen mod
RUS. Sætninger direkte citeret "Der var mange tekniske
fejl og typiske 90/91 hjerneblødninger undervejs" etc.
En hverdag som spillerne jo skal vænne sig til - men også
et område vi ikke har "dyrket " nok i forhold til
den massive dækning der venter mange fremover. Når dette
er nævnt må vi også sande er RUS er verdens pt
bedste hold og især når man møder dem i en 1.
kamp. De er foran på stort set alle parametre uden at skulle
forklejne vores klare nederlag. Specielt deres evne til at veksle
forsvar fra angreb til angreb er spændende at følge
I forhold til den videre udvikling søger vi hele tiden ud
i det vi kalder "udviklingszonen". Som enkelt individer
vil vi ofte søge tryghed i "komfortzoner" - og
her ser jeg ledergruppens store opgave: At hjælpe spillerne
ud af "trygheden" hvad enten det er træning, skole
eller kamp - lykkes det kan vi snakke om individuel udvikling. Selvsagt
indenfor de rammer der opstilles undervejs.
8)
Her
i den nye sæson er også årgang 91 rykket op som
ynglinge og dermed er alle på holdet gamle nok til at være
med på seniorniveau. Bl.a. har spillere som Mia Rej, Sarah
Iversen, Stine Frandsen og Anne Sophie Okkels allerede markeret
sig som nogle af 1. divisions største profiler og der er
vel ingen tvivl om, at det er positivt for spillernes udvikling
at spille på 1. divisions-niveau.
Der er dog også en del 90/91-landsholdsspillere som er blevet
hængende på ynglinge-niveau. Bl.a. Maria Fisker, Kamilla
Haagensen og Mia Møldrup har ikke udsigt til regelmæssig
seniorhåndbold i denne sæson og man kan godt være
lidt urolig for, hvor meget spillerne i ynglingeligaen vil rykke
deres udvikling i denne sæson.
Hvilke tanker er der gjort sammen med spillere og klubtrænere,
for at sikre spillerne bliver matchet bedst muligt? Der er vel ingen
tvivl om at 1. division er bedre end ynglinge-ligaen, eller er der?
- Det er altid et individuelt område der ikke kan skrives
nogen endegyldig sandhed om. Sat på spidsen handler det for
mig om at få matchet den enkeltes daglige miljø således,
at der sker en positiv udvikling! Om det foregår på
et ynglinge hold eller et Liga hold er groft sat underordnet. Men
det er ingen tvivl om, at den fødselsspecifikke gruppering
af en spiller trænger til en revurdering.
.
Hvor skal spillerne befinde sig niveaumæssigt inden næste
slutrunde? I mange af de lande Danmark måler sig med, der
spiller 90/91-spillerne jo allerede på højeste niveau.
Eksempelvis havde Nora Mørk som er årgang 91 allerede
spillet flere kampe i den bedste norske række da hun i sommeren
2007 kom til Aalborg DH
- Spillerne skal følge deres udviklingskurve i positiv
retning i relation til niveau. Forløsningen af talentet kan
komme i forskellige tempi, senest eksemplificeret med Lotte Grigel.
For andre forløses talentet senere
Kunsten er at holde
fødderne solidt plantet i "mulden" og respektere
det arbejde de etablerede A-spillere har været igennem. Deres
rygsæk er fyldt med erfaringer som de nyudklækkede talenter
først skal til at lære af nu..
 |
| Kristian
sammen med trænerteamet, Anders Thomsen, som på
90-91 er målmandstræner og Bo Rudgaard - Bo Rudgaard
er siden billedet blev taget trådt ud af trænerteamet
for at koncentrere sig om jobbet som assistent- og U18 træner
i Esbjerg. Ny assistentræner på 90-91 er Steen Kaj
Larsen, som er kendt fra Oure |
9)
Heine Eriksens gyldne 88/89-landsholdsårgang har præsteret
nærmest umenneskelige resultater og været i den ene
finale efter den anden
tilmed vundet de fleste. Har du og
90/91-landsholdstruppen følt et større pres for at
skulle leve op til 88/89-landsholdets præstationer eller har
i kunne bruge dem som inspiration?
- Uanset hvordan vi vender og drejer det vil et hold blive målt
på deres resultater. Men et egentligt pres har vi ikke følt
internt. Eksternt ville jeg lyve hvis ikke der har været tryk
på. Årgangen 88/89 har været en inspirationskilde,
ikke alene på resultaterne, men også på måden
de har opnået dem på. Vi samarbejder selvfølgelig
på tværs af årgangene. Bl.a. har vi haft oplæg
inden vores mesterskaber med spillere fra 88/89. På samme
måde erfaringsudveksler vi også på tværs
af ledergrupperne.
10)
Ved U20 VM stillede Ungarn med deres 90/91-landshold, som bliver
direkte konkurrenter til 90/91-landsholdet ved den næste slutrunde.
Ideen er vel, at Ungarn dermed vil stå bedre rustet fordi
de har spillet mod ældre mere erfarne spillere med større
fysik. Tidligere har vi også set en Nora Mørk fra Norge
blive rykket en årgang op, da det ville gavne hendes udvikling.
Kunne man forestille sig, at der i fremtiden vil komme situationer,
hvor en dansk U-landsholdsspiller vil blive rykket en årgang
op af hensyn til spillerens egen udvikling?
- Det vil ikke være utænkeligt, at se et unikke talenter
springe op på et højere niveau end deres alder berettiger
til. (Jf. tidligere svar 8). Så længe det kan forsvares
fysisk og socialt/mentalt!
11)
I midten af oktober skal alle de danske landshold i aktion på
samme tid. Mange af 88/89-landsholdsspillerne er rykket op på
hhv. A-landsholdet(Jan Pytlick) og udviklingslandsholdet(Heine Eriksen).
90/91-landsholdet er i denne omgang sluppet uden det store mandefald.
Lotte Grigel er forfremmet til A-landsholdet og det er selvfølgelig
et stort tab, men det kan til gengæld give andre talenter
chancen for at vise niveauet, når 90/91-landsholdet drager
til Polen.
Hvordan
fungerer samarbejdet mellem dig, Heine Eriksen og Jan Pytlick
hvor udviklingslandsholdet skal danne den røde tråd
mellem u-landshold og landshold - Er der en fælles spillemåde/strategi/taktik
for alle de danske landshold? - Og er det med vilje, at der i denne
omgang ikke kom 90/91-landsholdsspilere på udviklingslandsholdet?
- Situationen med Lotte Grigel er unik - det er vigtigt at vi
og medierne ikke (også Europamester) gør dette til
reglen frem for undtagelsen. Det handler ikke om jantelov men klar
fakta: Det er de færreste 90/91´ere der allerede har
format til at deltage på et udviklingshold. De har mange dygtige
spillere at konkurrere med. Men med den rette indstilling og motivation
vil vi i løbet af sæsonen se enkelte prøvet
af.
Samarbejdet mellem landstrænerne fungerer fint og vi snakker
nærmest sammen dagligt. På landstræner møderne
bliver der snakket ideer, strategier, implementering og kultivering.
Alt sammen i fælles tråd. Der er bestemt også
plads til individuelle tiltag, afstemt til de enkelte landsholdsgrupper.
12)
I forhold til VM er Maibom og Linda Christensen kommet med på
turen til Polen - er du så småt ved at have en brutto
EM trup på plads som du vil arbejde med frem til det endelige
EM hold udtages, eller kan der stadig nå at komme nye navne
i betragtning - altså spillere som enten slet ikke har været
med før eller som har været med i starten ?
- Der kan altid dukke nye spillere op - men jeg synes scoutingen
fungere fint ned i gennem systemet. Områdeledere, talenttrænere
og forbundstrænere leverer et kæmpe arbejde i denne
sammenhæng. Endeligt oplever jeg en god dialog med klubberne
hvis der udvikles et nyt talent. Det endelige EM hold skal spillerne
kvalificere sig til ligesom ved de andre mesterskaber. I øvrigt
skal vi jo lige igennem "kvallen" først
..
13)
Der har været nogle pladser, hvor niveauet ikke har været
så højt hverken ved EM eller ved VM - Hvad kan man
gøre for at forbedre på det felt, det er jo nogle meget
dygtige spillere, der har været med og som på deres
klubhold har gjort det aldeles fremragende ?
- En årgang besidder aldrig en hel trup med landsholdspillere
- men hvis der er mangler på flere årgange skal der
iværksættes udviklings planer á lá venstre
venstrehåndsprojektet for år tilbage. Det gav da i hvert
tilfælde positivt afkast.
Interviewet
er slut. Mange tak til Kristian Kristensen for at medvirke
RS
/ PH
 |
| Lotte
Grigel og Kristian Kristensen har været gennem meget sammen,
der er da heller ingen tvivl om at der er meget stor gensidig
respekt begge veje, foto Niels Vester |
|