|
 |
| Maren
Villabø - foto Katrine Johansen Heier |
af
Katrine Johansen Heier
BAGGRUND:
Maren Birte Villabø er født 5. mars 1979 i Trondheim.
Stregspilleren startede håndballkarrieren i Byåsen
hvor hun tidligt blev set som et stort talent. Maren har spillet
34 landskampe på yngre landshold sammen med flere af spillerne
fra 1979/1980-årgangene som præger dagens norske landshold.
Også på Byaasens bedste hold fik Villabø tidligt
debut. Maren Villabø har i løbet af sin håndboldkarriere
spillet i både Danmark og Spanien, men er hver gang vendt
hjem til Byaasen, hvor hun altså så at sige har haft
tre forskellige perioder på klubbens bedste hold.
I
den første periode, som helt ung seniorspiller, spillede
hun sammen med spillere som Kari Solem, Ann Cathrin Eriksen og
Annette Skotvoll. I 2002 fortsatte hun karrieren i danske Aalborg
DH, hvor hun måtte finde sig i at være andetvalg på
stregen efter russiske Deriougeina, som i Villabøs tid
i Aalborg DH blev kåret til ligaens All Star hold, Maren
Villabø blev derfor i sin tid i Aalborg DH primært
brugt som forsvarsspiller.
Derfor
vendte hun hjem igjen til Trondheim og Byåsen i 2004. Her
fik hun tillid og blev brugt i begge ender af banen og spillede
i denne periode måske sit bedste håndbold nogensinde.
Der var sket store forandringer på Byaasen holdet i den
tid Villabø havde spillet i Aalborg, hun kom således
tilbage til et hold, hvor unge spillere som bl.a. Gøril
Snorroeggen, Marit Malm Frafjord og den lovende keeper Kari Aalvik
Grimsbø var blevet en fast del af holdet. Maren blev dermed
en af de ældste og mest rutinerede spillere på et
Byaasen hold i stærk fremdrift.
 |
| Maren
Villabø som Aalborg spiller |
I
den første sæson efter opholdet i Danmark blev Maren
og Byaasen nr. 3 i den norske liga og sæsonen efter var
Byaasen klart det bedste hold i Norge efter suveræne Larvik,
en andenplads som Byaasen har formået at bevare lige siden.
Maren nåede at vinde to gange seriesølv, to gange
NM sølv og to gange slutspil sølv inden hun i 2006
igen forlod Byaasen. I tillæg hertil nåede maren Villabø
og Byåsen i starten af 2006 at være med i Champions
League, hvor holdet var marginaler fra at kvalificere sig viere
fra gruppespillet til kvartfinalerne.
Maren
havde i denne periode en stor andel i Byaasens gode resultater,
hun holdt et stabilt højt niveau og blev i 2004-05 Byaasens
næst-flittigste målskytte (efter Gøril Snorroeggen),
sæsonen efter blev Maren endda topscorer i Byaasen. De gode
præstationer imponerede også Marit Breivik, som udtog
Villabø til flere landsholdssamlinger i 2005, hvor Villabø
også blev noteret for 8 landskampe. Der var også i
den periode stor konkurrence om stregspillerpladserne på
det norske landshold, konkurrenterne dengang var stærke
spillere som Elisabeth Hilmo, Else-Marthe Sørlie Lybekk,
Randi Gustad og Isabel Blanco og det endte med at pladserne ved
VM i Skt. Petersburg gik til Isabel Blanco, Elisabeth Hilmo og
Randi Gustad, Villabø derimod måtte tage til takke
med en reserveplads og bevidstheden om, at hun var foran Else
Marthe Sørlie i stregspillernes uofficielle hieraki om
pladserne på det norske landshold.
 |
| Maren
Villabø med Astroc Sagunto i Ikast, foto Mads Skamris |
Før
sæsonen 2006/07 valgte Maren - sammen med holdkammeraten
Kjersti Beck - at tage mod et tilbud fra det spanske storhold
Astroc Sagunto. Maren havde oprindeligt signet en to-årig
kontrakt, men da hovedsponsoreren Astroc i efteråret 2007
trak sig fik klubben så store problemer med økonomien
at alle spillere blev fritstillet. Maren valgte derfor at flytte
hjem til Trondheim og gik i gang med sin tredje periode i Byaasen-trøjen.
I modsætning til sidst måtte hun denne gang finde
sig i at Marit Malm Frafjord, som også var blevet klubbens
yngste anfører nogensinde, var og fortsat er førstevalget
på stregen.
Maren
nåede lige at blive spilleklar til den mindeværdige
NM finale mellem jul og nytår (2007). En finale som Byaasen
vandt og som blev Marens første titel med klubben. Endelig
var det lykkedes for Byaasen at fjerne Larvik fra den norske trone.
I Posten Ligaen blev de 4 skæve point, som Byaasen startede
sæsonen med for stort et handicap og en egentlig guldduel
i serien, blev efter larviks sejr i den første indbyrdes
ligakamp i januar aldrig aktuel. Pga Larvik havde smidt et point
mod Stabæk blev den sidste seriekamp mellem Larvik og byaasen
en slags "den moralske finale", kampen blev utroligt
spændende, men det var Larvik, som igen trak sig tilbage
som vindere.
Byaasen
klarede desværre ikke kvalifikationen til Champions League
så i stedet var de norske vicemestre med i sæsonens
EHF cup, hvor ungarske Dunaferr med sammenlagt 60-57 blev endestationen.
Det norske slutspil var i år ændret til et stævne
som blev spillet med semifinale og finale henover en weekend i
Bergen. Finalen stod ikke desto mindre endnu en gang mellem Byaasen
og Larvik og endnu en gang trak Larvik det længste strå.
Maren
Villabø, som efter sæsonen stoppede karrieren, vil
blive husket som en stor fighter, stærk i forsvaret og måske
endnu bedre i angrebet. Hun har en god teknik, er god til både
at skabe plads og løbe i de rigtige rum på stregen,
hun er fysisk stærk og har efter at have spillet prof i
tre forskellige nationale ligaer en masse rutine. Hun vil blive
savnet i Byaasen i sæsonen der kommer
Kilder:
Adresseavisen
VG
 |
| Maren
Villabø i NM finalen mod Larvik, december 2007, foto
Paul F. |
 |
| endnu
et foto fra NM finalen, maren mellem Marte Snorroeggen og
Tonje Nøstvold, foto Lene Saur |
 |
| og
her autografskrivning med Inga Berit Svestad, foto Solfrid
Therese |
|