af Bine Langendorf Jensen - forord af Per Hviid

Knæskader er de fleste håndboldspilleres skræk. Det ene øjeblik er du på toppen af Verden, det næste øjeblik skriger du din smerte ud og kan se frem til en pause på et lille år langt væk fra den sport, som i al fald for en elitespiller er mere end det halve liv.

Tidligere på året fik vi på europamester.dk en henvendelse fra Bine Langendorf Jensen, som selv fik sat en midlertidig stopper for en lovende karriere, da hun i marts blev ramt af en led- og korsbåndsskade. Bine foreslog at vi lavede noget om knæskader - ikke så meget om det rent fysiologiske for det bør man lade fagfolk om, men mere om hvordan det oplevedes når lynet slog ned.

Mange af europamester.dk's brugere er selv ungdomsspillere på højt niveau, heldigvis bliver i ikke allesammen korsbånds- eller ledbåndsskadede, men statistisk set vil nogen af jer blive det. Formålet med dette projekt er at forklare lidt om, hvad der sker, hvis uheldet er ude. Også så man som ikke-skadet spiller eller ven til en skadet spiller måske lidt bedre forstår de mekanismer, som rører sig.

Bortset fra præsentationen af Bine plus selve opsætning og layout til internet, som undertegnede har lavet, er projektet lavet 100% af Bine Langendorf Jensen. Selvom det ikke er den mest muntre læsning, så er det blevet et spændende projekt, som vi håber i vil give jer tid til at læse.

Lige til sidst og for en ordens skyld: Bine kommer fra Randers HK og hun har interviewet to klubkammerater fra Randers HK, Matilde Thybo og Dzenita Bajic, som begge har været ude med korsbåndsskader. MEN korsbåndsskader er altså ikke et Randers HK fænomen, problematikken er universel, korsbåndsskader rammer i flæng over hele håndboldverdenen og man er naturligvis ikke mere udsat for at blive ramt af korsbåndsskader i Randers end i andre klubber

Per Hviid

Bine (med #5) i kamp for Randers HKs 2. div. mod Holstebro

Den hyppigste alvorlige knæskade og måske også skade i det hele taget i forbindelse med håndbold, er uden tvivl korsbåndskader. Derudover sker også slemme ledbåndsskader, som ligeledes kræver operation.
Under alle omstændigheder betyder skader af denne karakterat at den pågældende håndboldspiller går en lang pause fra håndbold i møde.

Netop langtidsskadede håndboldspillere er, hvad dette skal handle om.

Som elite håndboldspiller lever og ånder man for håndbolden, og næsten alt hvad man foretager sig og alle de valg man træffer tager sit udgangspunkt i at det skal passe ind med håndbold. Man træffer valg. man vælger ting til og fra og alt sammen for at kunne udøve den sport man elsker- og som man er god til.

Men. Når denne drøm en dag braser, hvor efterlader det så den ambitiøse håndboldspiller, hvis liv er defineret udfra et skema, hvor alt er underlagt håndbold - træning og kamp

Grunden til jeg ønsker at sætte fokus på langtidsskadede håndboldspillere er, at jeg selv er langtidsskadet og mener, at alle de små ting udover selve skaden, ikke er at finde i nogle lærebøger eller andre steder. Her tænker jeg på den enorme psykiske nedtur, man som elite håndboldspiller pludselig rammes af, fuldstændig uventet.

Bine og træner Per Notler

Jeg har ligesom alle andre tænkt, at "det sker ikke for mig" og "hun har bare ikke nok styrke i sine ben". Faktum var bare, at det skete for mig, og at trods det, at mine ben var tilpas trænede, kunne en knæskade ikke undgås.

Det psykiske er det, man som håndboldspiller først skal tage sig af. Fordi folk netop tænker, at det ikke sker for dem selv, har andre mennesker meget svært ved at sætte sig ind i, hvad man gennemgår. Mange stopper med at spørge ind til én, eller endnu værre, de spørger, men de lytter ikke. Det er her, man finder ud af, hvem ens sande venner er.
Sportsfolk der ikke har oplevet, hvad det vil sige at være langtidsskadede, kan umuligt forstå glæden ved, at kunne se selv de mest minimale fremskridt under genoptræning.

Dette er blandt andet grunden til, at jeg i det følgende vil sætte fokus på alt det, det indebærer at være langtidsskadet. Min erfaring er, at det hjælper at snakke med andre, som har oplevet noget lignende, ligesom det - desværre kan man sige - nok også er vigtigt, at de som ikke selv har oplevet at være langtidsskadet, får et indblik i håndboldverdenens mindre elskværdige sider, for en knæskade kan ramme enhver.

Mit ønske har været at involvere andre håndboldspillere, som har prøvet at være ude i en længere periode, og jeg har derfor taget kontakt til nogle klubkammerater i Randers HK - Dzenita Bajic og Matilde Thybo.
Fælles for Matilde, Denni og jeg er, at vi alle har været tvunget til at se bort fra håndbold på topplan i en længerevarende periode.
Formålet med denne side er blot at belyse emnet og gå ind bag huden på de spillere, som på egen krop har prøvet at takle sådan et skadesforløb.
Som siden vil vise, påvirker sådanne skader mere end blot det fysiske.

Bine og Matilde Thybo. Mathilde har tidligere været med på u 18 landsholdet, se Next generation portættet HER

Matilde Thybo og skaden

MATILDE THYBO:
Matilde Thybo er kendt som den hurtige højrefløj fra Randers HK's ynglingehold. Matildes styrke er uden tvivl hendes hurtighed og at hun er viljefast.
Hun har på nuværende tidspunkt fire landsholdskampe bag sig på U18 landsholdet. En skade satte en stopper for håndbolden på topplan - for en periode.

Historien bag kommer her:
D. 20. februar 2007 drog juniorholdet i Randers HK til Fredericia for at spille pokalkamp. Kampen blev vundet stort, men ikke alle kunne glæde sig over, at man var kommet videre i pokalturneringen. I et kontraløb blev Matilde Thybo skubbet og landede direkte ned på sit knæ. Mathilde græd selvfølgelig, men så viljefast som hun er, ville hun ind på banen igen. Godt hun ikke fik lov til det, for d. 27. februar viste en scanning, foretaget på Viborg sygehus, at det bagerste korsbånd var revet over.
Matilde brugte tid på genoptræningen og rørte første gang håndbolden igen d. 30. april 2007, hvor hun med Don joy skinnen på, trænede lidt med. Matilde var del i et forsøg, og hun gik derfor med Don Joy skinnen i meget længere tid end man normalt gør ved bagerste korsbåndsskader, hele 3 måneder.
Matilde er i dag kommet sig over sin skade og har for længst fået sin comeback-kamp.

interview med Matilde:

Hej Matilde, tak fordi du ville være med :
Du har selv haft sprunget det bagerste korsbånd og er vendt tilbage. Kan du beskrive, hvordan skaden skete og hvornår?
- Det er godt beskrevet i ovenstående..

Hvornår gik det op for dig, at sæsonen var slut og at det var en grim skade du havde pådraget dig? Håbede du til det sidste, at intet var revet over?
- Det er svært at definere, hvornår jeg præcis fandt ud af, at det ikke bare var en lille ankelskade, men faktisk en lidt alvorlig skade. Dog trøstede jeg mig selv lidt med at det "kun" var bagerste korsbånd.
Og ja, selvfølgelig håbede jeg lige til det sidste at intet var revet over. Egentlig var jeg nærmest sikker på, at der ikke var sket noget, hvilket også læger og fysioterapeuter omkring mig også var overbevidst om. Men scanningen vidste jo noget andet, desværre.

Kan du give dit bud på, hvorfor der sker så mange grimme knæskader i håndbold, og hvorfor specielt på kvindesiden?
- Egentlig hører min skade ikke under denne kategori, som beskrevet i spørgsmålet. Min skade var et uheld, dvs. det havde intet at gøre med min fysik. Hvis jeg havde været skadet med det forreste korsbånd, kunne man tale om manglende fysik og stabilitet i kroppen, men i og med at det er det bagerste korsbånd kaldes skaden en ulykke, da skader som denne oftest ses i bilulykker og lignende.
Der ses jo som bekendt utrolig mange knæskader på kvindesiden i håndbold, men der er også kommet stor fokus på forbyggende træning hertil. Herunder f.eks. stabilitets træning flere gange om ugen og mere specifikke styrkeprogrammer.

Matilde - fortæller på een gang meget nøgternt og meget gribende om sin skade

Var du på nogen måde lettet over, at det var det bagerste korsbånd og dermed ikke så lang en genoptræning som hvis det havde været forreste korsbånd, ledbånd m.m., eller tænkte du ikke i de baner?
- Ja, som jeg beskrev i ovenstående var det da lidt en trøst. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke var utrolig ulykkelig, vred og ked af det over at måtte sige farvel til sporten i denne periode.

Som håndboldspiller kender man overfladisk til, hvad det vil sige at rive korsbåndene eller ledbåndene over, men er du i forbindelse med din skade gjort, blevet klogere på knæets anatomi?
- Ja, det er jeg. I og med at jeg har biologi på højniveau på skolen, synes jeg tilfældigvis også kroppens funktion er rimelig spændende. Derfor stillede jeg en masse spørgsmål omkring anatomien bag knæet. Men også selvom jeg ikke spurgte, synes jeg at læger og fysioterapeuter var rigtig gode til at forklare mig, hvad der egentlig var sket i mit knæ. De viste mig selvfølgelig billeder af et rigtigt knæ, hvor korsbåndet skulle have siddet og sammenlignede dem med scanningen af mit eget knæ, så jeg kunne se forskellen. Derudover har jeg også fået en større forståelse af vigtigheden bag styrke i kroppen, så man er i stand til at kunne spille håndbold på høj plan.

Som langtidsskadet er der jævne fremskridt under genoptræningen, hvor de mindste fremskridt føles som en sejr. Hvordan har genoptræningen forløbet - har du haft en positiv holdning omkring det, eller har du til tider mistet modet?
- Jeg tror aldrig at jeg mistede modet under min genoptræning. Men det er klart at den kedelige genoptræning gik mig ufattelig meget på. Jeg var utrolig frustreret når der ikke skete fremskridt, og det kom nok til at gå lidt ud over min familie og venner. Jeg følte f.eks. hele tiden jeg var nødt til at være glad når jeg kom til træning for de andres skyld, for at peppe dem lidt op under træningen osv. Men på den anden side, når der så skete fremskridt, ja selv de små, var jeg ovenud lykkelig. Fremskidt som at kunne lade en ekstra gentagelse af en øvelse kunne simpelthen give mig den største glæde.
Modet mistede jeg aldrig under selve genoptræningen, men når jeg ser på mit træningsforløb for dengang begynder jeg at græde, hver gang. Normalt græder jeg næsten aldrig, men jeg kan ikke holde på det når jeg ser det. Det var en hård tid.

Matilde (til venstre) som landsholdsspiller - sammen med Louise Jørgensen, som i dag spiller i Team Tvis Holstebro

I perioden du ikke kunne spille håndbold, hvad foretog du dig så? Var du meget med inde omkring holdet, og/eller optog du helt andre fritidsinteresser?
Kan du prøve at forklare, hvordan du har haft det psykisk imens du var skadet?
- Altså, det er jo ikke sådan, at man har mere tid til alt mulig andet når man er skadet, i hvert fald ikke, hvis man er skadet med det bagerste korsbånd. Jeg skulle ikke på noget tidspunkt holde pause, hvor jeg slet ikke trænede. Jeg var allerede nede og træne overkrop få dage efter skaden skete. Efter scanningen, hvor den konkrete skade blev fundet, begyndte genoptræningen. Jeg mødtes med en fysioterapeut to gange om ugen, derudover skulle jeg selv lave øvelser hjemme hver dag. Ud over dette skulle jeg styrke overkrop tre gange om ugen og træne mave/ ryg hver anden dag. Ikke nok med det skulle jeg også ud og "svømme" i et varmvands bassin hver onsdag.
Psykisk var det hårdt, at bruge så meget tid på det. Men jeg var under hele forløbet meget fokuseret på at komme tilbage, derfor så jeg meget fremad og var sikker på at det ville lykkedes mig at komme tilbage.

Har du følt at andre havde svært ved at forstå din situation og ikke rigtigt kunne sætte sig ind i din skade og dens omfang?
- Der har været nogle små episoder, hvor jeg lige har tænkt om folk er klar over at jeg er skadet. Folk omkring én synes, at min genoptræning gik så stærkt, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, men de ved jo ikke bedre, når de ikke har været i samme situation.

Du har fået dit comeback for længst, men hvordan var det at komme tilbage på håndboldbanen?
- Det var en kæmpe sejr pludselig at stå med bolden i hånden for alvor og så få lov at være med til det man værdsætter som noget af det højeste. Det er meget ubeskriveligt, men man er samtidig utrolig bange for, om der igen går noget galt. Derfor holdt jeg mig i nogen tid meget tilbage på banen. F.eks. havde jeg svært ved at blive ved med at løbe i kontra, hvis jeg vidste der løb en modspiller i hælene på mig. Der havde jeg en tendens til at stoppe op og give bolden videre, i stedet for at løbe videre, fralagde jeg mig ansvaret for en mulig scoring. Og det plagede mig længe efter mit comeback. Det var bl.a. et problem, da jeg igen kom tilbage på Team Danmark.

Hvad havde du af forventninger til din første kamp og tror du, at du i dine fremtidige kampe vil holde igen for ikke at blive så slemt skadet igen?
- Jeg har utrolig høje forventninger til mig selv, og jeg bliver rigtig gal på mig selv, hvis tingene ikke lykkedes. Jeg troede, at når jeg kom tilbage, kunne jeg være på lige så højt niveau, som jeg var inden jeg blev skadet. Derudover følte jeg også, at mine holdkammerater forventede, at jeg som landsholdsspiller, skulle være på lige så højt niveau som før.

Kan du forklare, hvad din skade har betydet for dig, i forhold til klubholdet og fremtiden?
- Det har faktisk betydet utrolig meget. Skal man se det fra den positive side, så har jeg ved min skade fundet ud af, at jeg vil håndbold utrolig meget. Jeg fandt ud af at jeg ikke rigtig kunne fungere uden håndbolden. F.eks. i skolen gad jeg ikke lave så meget, fordi jeg var så frustreret over ikke at kunne spille håndbold. Jeg er meget gladere, og har mere lyst til det hele, når det går godt med håndbold.

Matildes skade var lidt atypisk for håndbold i det bageste korsbånd - linket HER er lavet uafhængigt af denne temaside, men forklarer alligevel lidt om forskellen på skaderne ellers kan siden HER anbefales, hvis man virkeligt vil vide noget om de forskellige typer knæskader

Har dine venner og bekendte været en god støtte for dig fra skaden skete til nu, eller er der nogen der har skuffet dig?
- Uden min familie ville jeg ikke have kunnet klare genoptræning. God nok har jeg meget vilje, og godt nok vil jeg håndbold utrolig meget, men min familie har hele vejen igennem været en kæmpe støtte både under genoptræningen, men også bare i det hele taget. Familien ved jeg altid står bag mig.
Derudover har mine venner omkring mig også hele tiden været der for mig. Jeg vil ikke sige, at der er nogen der her skuffet mig som så. Men jeg er utrolig dårlig til at vise mine følelser, og jeg kom næsten altid glad til træning. Så jeg forstod godt, at folk ikke kunne bedømme mit egentlige humør.

Når alvorlige knæskader sker priser man sig ofte lykkelig for, at det ikke er sket for en selv. Vil du indrømme at du har tænkt " Det sker ikke for mig" eller "godt det ikke er mig", når du har hørt om nogen der blev slemt skadet?
- Jeg har selvfølgelig tænkt begge tanker, hvilket jeg er overbevist om, at alle håndboldspillere har tænkt.

Har det, at du selv har oplevet at være skadet ændret denne måde at tænke på?
- Ja, nu ved jeg jo at det kan ske for mig.

Nu hvor du ved hvad det vil sige at være ude med en slem knæskade, ville du så opføre dig anderledes overfor andre som blev slemt skadet, end du ville havde gjort før din egen oplevelse?
- Men får rigtig meget ondt af folk med skader, og jeg tit i den senere tid taget mig selv i at spørge ind til skadede folk, om hvad der er sket og hvordan de har det, fordi jeg ved at man har brug for den slags opmærksomhed, når man er skadet. Så på den måde her jeg fået øjnene op for det

Føler du selv, at du har kunnet hente støtte ved andre i din omgangskreds eller i klubben, som har haft en skade tilsvarende din egen?
- Jeg er, som tidligere nævnt, utrolig dårlig til at vise følelser, når jeg er ked. Og dermed kan jeg heller ikke lide at spørge om hjælp. Derfor har jeg ikke på samme måde opsøgt støtte. Men jeg synes at min omgangskreds har været fine til at spørge, hvordan jeg har haft det.

Vi bliver skadet når vi spiller for klubben, synes du klubben bør blive bedre til at hjælpe de skadede spillere, eller er det mere noget man selv bør løse, som du ser det ?
- Jeg synes, at klubben har hjulpet mig meget. Så det vil jeg ikke sætte en finger på.

Matildes skade var lidt atypisk for håndbold i det bageste korsbånd - linket HER er lavet uafhængigt af denne temaside, men forklarer alligevel lidt om forskellen på skaderne

BINE LANGENDORF JENSEN

Præsentation:
Bine startede sin håndboldkarriere i Grenå, hun er en typisk to-vejsspiller, som både gør det godt i forsvaret og angrebsmæssigt er rigtig godt skydende, Bine blev som pigespiller i Grenå udtaget til kredshold og var inde i billedet til jysk hold. Flyttede allerede som 15 årig hjemmefra for at blive en del af Randers HKs ungdomsprojekt, i Randers har hun gennem 3 sæsoner været med på klubbens bedste ungdomshold og er der blevet kendt, som en spiller, der giver sig 100%. Bine spillede i sidste sæson som 2. års ynglinge med på Randers HKs 2. hold i 2. div, dels for at forstærke holdet og dels for samtidig selv få den bedst mulige udvikling, da uheldet var ude og hun pådrog sig en alvorlig led- og korsbåndsskade.

Bine blev skadet i begyndelsen af 2008 og kan se frem til også at få en stor del af den kommende sæson ødelagt. Da hun har familiemæssige relationer til Tyskland og da hendes håndboldmæssige ambitioner er uforandrede, overvejer hun p.t. at prøve kræfter med tysk håndbold fra 2009 sæsonen.

Historien bag skaden kommer her:
Første kamp efter jul skulle vise sig at blive den sidste i lang tid for Bine.
I kampen mod Sæby på hjemmebane trådte Bine en modstander i hælen på vej i kontra, og hele hallen kan høre skrigene.
Det viste sig efter en MR scanning, at det udvendige ledbånd var revet over. Derudover viste scanningen også en skade på det forreste korsbånd, hvor stor en skade, vidste man ikke før operationen.
D. 25 marts 2008 blev Bine opereret af Overlæge Svend Erik Christiansen på Århus Universitetshospital i Århus, og vågnede op til at høre, at det udvendige ledbånd, som ventet, var blevet opereret og derudover var et andet ledbånd sprunget og det forreste korsbånd også revet over.

Tiden går nu med genoptræning og et comeback forventes tidligst til jul, hvis alt går efter planen.

interview med Bine

Du har selv haft sprunget det forreste korsbånd og to ledbånd og er godt i gang med din genoptræning. Kan du beskrive, hvordan skaden skete og hvornår?
- Skaden skete som nævnt ovenfor i en kamp mod Sæby d. 13. januar 2008. Jeg var på vej op af banen, og trådte på en modstanders hæl idet hun var i returløb. Mit ben blev spændt og jeg kunne ligesom "høre" at noget sprang.

Hvornår gik det op for dig, at sæsonen var slut og at det var en grim skade du havde pådraget dig? Håbede du til det sidste, at intet var revet over?
- Da skaden skete skreg jeg bare. Jeg var med det samme klar over, at det der var sket var slemt. Selvom jeg fik af vide jeg skulle slappe af og tage det roligt, vidste jeg, at det var slemt.
Jeg håbede selvfølgelig, at intet var revet over indtil jeg nogle uger efter fik svar på min scanning på Idrætsklinikken i Århus.

Kan du give dit bud på, hvorfor der sker så mange grimme knæskader i håndbold, og hvorfor specielt på kvindesiden?
- Mit bud vil være, at en kontaktsport som er meget uforudsigelig.
Bevægelserne er aldrig ens og derfor kan man ikke altid forebygge disse knæskader.
Jeg tror der sker flest korsbåndsskader på kvindesiden fordi bevægelserne er mere eksplosive.

Overvejede du nogensinde, at du kunne have været mere uheldig og revet flere bånd over end korsbåndet og de to ledbånd, eller tænker man ikke i de baner?
- Frem mod min operation kunne jeg godt se, at det kunne være værre, hvis jeg havde sprunget andre bånd i mit knæ. Under operationen fandt de endnu et ledbånd der måtte rekonstrueres, samt de kunne konstatere, at mit forreste korsbånd var over halvvejs revet over. Derefter følte jeg lidt det ikke kunne blive værre.
I sådan en situation bliver man nød til at fokusere på de få positive ting der er at fokusere på, og det er det jeg prøver på nu.

til venstre ser man Bines knæ 2 dage efter operationen og til højre arret lidt længere tid efter operationen

I dit tilfælde var der usikkerhed om, korsbåndet ligeledes var sprunget, og du vågnede op efter operationen til den besked at de havde rekonstrueret endnu et ledbånd og det forreste korsbånd.
Hvordan føltes det?
- Min læge havde lovet mig, at han ville gøre alt for at jeg kunne spille håndbold igen, og at det også indebar at rekonstruere korsbåndet har jeg det fint med.
Det virkede lidt uvirkeligt for mig, da jeg udelukkende havde haft smerter på mit udvendige ledbånd. Ledbåndet i knæet er den mest omfattende operation af det der blev foretaget, men selvfølgelig var det ikke rart at det var gået så slemt til!

Som håndboldspiller kender man overfladisk til, hvad det vil sige at rive korsbåndene eller ledbåndene over, men er du i forbindelse med din skade gjort, blevet klogere på knæets anatomi?
- Jeg er blevet meget klogere.
Lægerne har været gode til at fortælle og vise, hvorfor jeg har sprunget de to ledbånd og korsbåndet.
Derudover var jeg inden operationen til informationsmøde på Århus sygehus, hvor jeg fik information om min operation.
Jeg lærte blandt andet, at den sene man bruger til at rekonstruere et korsbånd eller ledbånd typisk er en sene fra ens baglår. Fordi jeg havde sprunget både ledbånd og korsbånd brugte lægerne både en sene fra mit baglår og jeg fik en donorsene fra Belgien. På den måde er jeg blevet meget klogere på knæets anatomi, hvilket jeg er glad for, da jeg på den måde vidste, hvad jeg skulle gå igennem. Det beroligede mig.

Har du følt at andre havde svært ved at forstå din situation og ikke rigtigt kunne sætte sig ind i din skade og dens omfang?
- Jeg har haft svært ved det og jeg har det stadig. Det er en naturlig ting, at andre mennesker ikke kan sætte sig ind i, hvad en langtidsskadet spiller går igennem. Problemet er bare, at der ikke er mange der tager sig tid til at finde ud af, hvordan vi har det psykisk og tackler situationen. På den måde er der mange der har skuffet mig.

Som langtidsskadet er der jævne fremskridt under genoptræningen, men også tider, hvor det virker som om der ingen udvikling sker. Hvordan har genoptræningen forløbet - har du haft en positiv holdning omkring det, eller har du til tider mistet modet.
- Genoptræningen startede dagen efter min operation og var uudholdelig.
Min mor kender, grundet sin profession som Social og Sundhedsassistent, til konsekvenserne ved ikke at genoptræne ordentligt, og hjalp mig de to første uger gennem mine daglige øvelser. Hun pressede mig meget trods mine store smerter. Hendes motivation og positivitet smittede af på mig, og nu forsøger jeg at være positiv omkring genoptræningen - selvom det er en lang kamp.
Min genoptræning går rigtig godt og lige pt. er jeg foran min tidsplan, hvilket er dejligt og motiverende!

Tingene går utroligt langsomt med genoptræning af et knæ. De fremskridt der sker er langt fra konstante, og de mindste fremskridt vil tit virke som en sejr i sig selv. Har du oplevet, at folk omkring dig har haft svært ved at forstå den begejstring man kan føle ved små fremskridt i genoptræningen?
- Det er vigtigt for min motivation at jeg selv kan mærke fremskridt, at folk ikke forstår min begejstring hænger sammen med, at de ikke forstår min situation.
Man tager tingene som en selvfølge når man ikke selv er skadet, og fordi man som langtidsskadet ikke kan det, glæder man sig over de mindste fremskridt.
Der er stor forskel på reaktionerne fra folk der selv har været væk fra håndbolden i forhold til dem der ikke har. Derfor deler jeg mest min begejstring med læger, fysserne og de spillere jeg ved har været ude for noget lignende.

		Hvad har du foretaget dig siden du blev skadet, udover at genoptræne? Er du meget med inde omkring holdet, og/eller optog du helt andre fritidsinteresser? - Seks uger efter operationen havde jeg en Don Joy skinne på dag og nat. Efter jeg slap af med den, har jeg naturligvis kunne genoptræne mere. Derudover har jeg været ude at svømme nogle gange, hvilket jeg gerne vil bruge mere tid på. Holdet i år er helt nyt, hvilket måske er én af grundene til, at jeg helt ærligt ikke føler mig som en minimal del af det. I takt med mit ben er blevet bedre befinder jeg mig dog mere i hallen. Kan du prøve at forklare, hvordan du har haft det psykisk imens du har været skadet? - Det har været hårdt, uden tvivl. Jeg har haft svært ved at indse min skade, svært ved at holde ud at snakke om håndbold, og haft svært ved, at hele mit liv har taget en uventet drejning - en drejning jeg ikke kan lide! Hvad har du af forventninger til din første kamp og tror du, at du i dine fremtidige kampe vil holde igen for ikke at blive så slemt skadet igen? - Jeg sætter generelt høje krav til mig selv, og jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke har store forventninger. Det burde jeg ikke, fordi når jeg engang får comeback, har jeg nok været ude i et år og min krop skal først være klar til håndbold på topplan igen. Jeg arbejder meget
Don-Joy skinnen som der tales en del om i indlægget. Det skal nok nævnes at der findes flere forskellige udgaver og modeller af skinnen.

Kan du forklare, hvad din skade har betydet for dig, i forhold til klubholdet og fremtiden?
- Ligegyldigt, hvor meget man selv gør en indsats er det en umulig opgave at tingene i forhold til holdet bliver ligesom før. Jeg føler mig betydningsløs i forhold til før, hvor jeg gerne så mig selv som en vigtig brik på vores hold.
Jeg er ved at flytte hjem til mine forældre i Grenaa, fordi jeg forbinder Randers med håndbold og skole, og da jeg pt. ikke kan spille, vurderer jeg, at jeg vil have bedst af at komme hjem til en anden hverdag. For nu. Jeg skal stadig være i klubben, men med bopæl i Grenaa.
I forhold til fremtiden er mine ambitioner uændrede. Mine kortsigtede mål er at tage et år til Tyskland eller spille 1. division i Danmark

Når det drejer sig om korsbånd, ledbånd og generelt knæskader, er der ingen garanti for at man kan genvinde sin styrke og komme op på det niveau man var på før.
Tror du selv på at du vil kunne komme tilbage på samme niveau som før, eller har din skade sat grænser for, hvad du vil kunne yde til træning og kamp?
- I starten fik jeg at vide, at det ikke var sikkert jeg kom til at spille igen. Det diskuterer jeg ikke med lægen længere, fordi der mekanisk ikke er noget der stopper mig, og jeg har viljen til at kunne komme igen.
Jeg ønsker ikke, at min skade vil sætte grænser for min ydeevne, men sandsynligheden er der, da det er tre bånd jeg har sprunget.
Hvis jeg skal begrænse mig for overhovedet at kunne spille, må jeg gøre det - jeg VIL spille håndbold!

Bine hvor hun føler sig mest hjemme - inde på håndboldbanen

Har dine venner og bekendte været en god støtte for dig fra skaden skete til nu, eller er der nogen der har skuffet dig?
- Jeg er helt sikkert blevet skuffet over rigtig mange mennesker. Jeg har følt mig "glemt" og betydningsløs, og jeg gør det til dels stadig. Da jeg var allermest nede kunne jeg godt have brugt de menneskers opbakning, som viste sig at skuffe mig.
Modsat har min familie været guld værd, samt min bedste veninde. Jeg havde ikke været uden for en dør i flere uger, da hun en dag kom og hentede mig i sin bil. Det var bare lige det jeg havde brug for, at se noget andet end en seng og morfinpiller!

Føler du selv, at du har, kunne hente støtte ved andre i din omgangskreds eller i klubben som har haft en skade tilsvarende din egen? Giv gerne eksempler.
- Jeg har ikke mødt nogen der har tilsvarende skade, men jeg har snakket med andre som også har prøvet at være ude længe. Det er sjovt nok dem der altid spørger og lytter til én. Jeg har selvfølgelig i forbindelse med dette projekt snakket med Denni og Matilde. Derudover har jeg talt med Sanne, min tidligere holdleder og Bettina, som begge også har prøvet at være ude i lang tid. Det er dejligt at kunne komme ud med nogle frustrationer og få noget respons fra folk der selv ved, hvordan det føles.

Når alvorlige knæskader sker priser man sig ofte lykkelig for, at det ikke er sket for en selv. Vil du indrømme at du har tænkt " Det sker ikke for mig" eller "godt det ikke er mig", når nogen blev slemt skadet?
- Jeg har helt sikkert tænkt det. Det sker ikke for mig, for jeg styrketræner og jeg har trænede ben osv. Hånden på hjertet, har jeg altid troet det ikke ville ske for mig.

Har det, at du selv har oplevet at være skadet ændret denne måde at tænke på?
- Uden tvivl. Jeg har ikke på noget tidspunkt, før min skade, virkelig følt for de langtidsskadede som jeg gør nu. Langtidsskadede var noget alle spillere havde. Nu ved jeg, hvor meget der ligger bag det ord.

Nu hvor du ved hvad det vil sige at være ude med en slem knæskade, ville du så opføre dig anderledes overfor andre som blev slemt skadet, end du ville havde gjort før din egen oplevelse?
- Jeg er i bund og grund træt af, at der skulle så meget til før jeg forstår situationen for en langtidsskadet spiller. Når det er sagt vil jeg meget gerne bruge de erfaringer jeg har gjort og stadig gør mig, til at gøre tilværelsen nemmere for andre der kommer i lignende situation. Jeg ved nu, at det ikke er nok bare at spørge, man skal også lytte.

Inden din operation fik du af vide, at der ville gå mellem 8-12 måneder før du kunne spille håndbold igen.
Er det noget man har skulle lære at acceptere, at der ikke er en fast tid på, hvornår man kan komme i gang igen?
- Helt sikkert. Jeg har lært at det skal tage den tid det nu skal tage. Jeg skal ikke presse for meget på og risikere at blive skadet igen. Jeg skal komme tilbage på 100%.

Du forventes tidligst at gøre comeback til jul, hvis alt går planmæssigt. Går alting planmæssigt med genoptræningen, og hvilke forventninger har du selv til dit comeback?
- Alting går planmæssigt, og faktisk rigtig godt. Jeg har fået en fyss på sygehuset som er god til at presse mig, hvilket jeg elsker.
Jeg vil ikke stresse for at gøre comeback til jul, så hellere vente til januar og være 100% klar, da der alligevel er en lang julepause.
Jeg forventer at jeg skal kæmpe meget for tingene. Jeg er klar over, at det vil være som at starte forfra, men motivationen er i mine øjne altafgørende for, hvordan ens comeback bliver.

Vi bliver skadet når vi spiller for klubben, synes du klubben bør blive bedre til at hjælpe de skadede spillere, eller er det mere noget man selv bør løse, som du ser det?
- Jeg vil tro problemet er, at mange klubber ikke ved, hvad den enkelte spiller behøver i et skadesforløb, hvilket gør at nogle spillere får et kanont skadesforløb mens andre hurtigt føler sig glemt.
Jeg vil derimod sige, at jeg ikke tror håndboldklubberne handler ondsindet, men måske ikke tænker over, at det er rigtig hårdt psykisk. Skadet eller ikke skadet -det er vigtigt, at vi fungerer psykisk.
Så svaret må være, at klubberne altid kan blive bedre til, i samråd med spillerne, at gøre et skadesforløb dét lettere for den skadede spiller.
Mere fokus på dette og antallet af skadede der aldrig kommer igang igen vil mindskes, da man bliver holdt til ilden, samtidig med at spillerne i mindre grad vil føle sig ubetydelige. :

Dzenita (til venstre) og Bine. Denni fik et flot gennembrud sidste år, hvor hun scorede nogle vigtige og afgørende mål for U 18 landsholdet, hvor hun også forsvarsmæssigt var en vigtig spiller

DZENITA BAJIC
Præsentation
Dzenita Bajic, også bare kaldet Denni, spiller på Randers Hk's ynglingehold.
Denni har deltaget til EM og OL med U18 landsholdet og har spillet en del landskampe. Denni er kendt som den høje venstre back med den gode skudarm. Derudover er Denni en vigtig brik i forsvaret, hvor hun udnytter sin højde godt. Hendes styrker er som nævnt hendes gode skud og forsvarsspil.
Denni har været en markant rolle på Randers' ynglingehold, men er pt. skadet.

Historien bag kommer her:
Denni pådrog sig skaden i kvalspillet til junior divisionen 2007. Det viste sig senere, at forreste korsbånd var revet over, hvilket normalt giver en skadespause på 9 måneder.
Denni blev opereret på Viborg sygehus d. 15 november, og er p.t. i gang med sin genoptræning. Det forventes at Denni vil være klar til at gøre comeback til den nye sæson, og vi krydser fingre for, at den nye sæson indvies bedre end den foregående.

interview med Denni

Hej Denni tak fordi du ville være med.
Du har selv haft sprunget det forreste korsbånd og er godt i gang med din genoptræning.
Kan du beskrive, hvordan skaden skete og hvornår?
- Der var kun gået 6-7 minutter af kampen. Jeg er i angreb hvorefter jeg går ind mod forsvaret og så sker det. Det skete til kval d. 2. september.

Hvornår gik det op for dig, at sæsonen var slut og at det var en grim skade du havde pådraget dig? Håbede du til det sidste, at intet var revet over?
- Dagen efter det skete var jeg hos Steffen (Randers HK's læge), som sagde at det formentlig var det forreste korsbånd som var sprunget, og senere blev jeg scannet. Det viste sig så at være korsbåndet.
Inderst inde vidste jeg godt at der var noget galt, men jeg ville ikke indse det lige med det samme.

Kan du også give dit bud på, hvorfor der sker så mange grimme knæskader i håndbold, og hvorfor specielt på kvindesiden?
- Jeg ved ikke hvorfor det lige er kvinderne der er mere udsatte end mændene, men det kan måske skyldes, at kvindelige håndboldspillere finter og bevæger sig anderledes end mandlige håndboldspillere.

Overvejede du nogensinde, at du kunne have været mere uheldig og have revet flere bånd over end det forreste korsbånd, eller tænker man ikke i de baner?
- Jo, jeg tænkte nogle gange over hvor "heldig" jeg var, at der ikke skete yderligere skader.

Som håndboldspiller kender man overfladisk til, hvad det vil sige at rive korsbåndene eller ledbåndene over, men er du i forbindelse med din skade gjort, blevet klogere på knæets anatomi?
- Jo det er jeg helt sikkert. Nu ved jeg hvordan tingene ser ud derinde, og hvor vigtig det forreste korsbånd er for knæets stabilitet.

Denni har endnu ikke fået comeback og misser dermed sommerens VM slutrunde. Man kan sige at for Denni havde nedturen trods alt nok været større, hvis hun først var blevet korsbåndsskadet her i juni lige før landsholdet skal afsted til VM

Som langtidsskadet er der jævne fremskridt under genoptræningen, men også tider, hvor det virker som om der ingen udvikling sker. Hvordan forløber genoptræningen - har du haft en positiv holdning omkring det, eller har du til tider mistet modet.
- Jeg må nok indrømme, at jeg i starten var lidt utålmodig ift. balancetræningen, men jeg er blevet mere tålmodig nu, og det går godt. Jeg har på intet tidspunkt mistet modet, men det har været hårdt i den forstand, at jeg skulle se de andre spille håndbold og ikke selv kunne være med.

Har du følt at andre har svært ved at forstå din situation og ikke rigtigt kan sætte sig ind i din skade og dens omfang?
- Ja det har jeg, men det er selvfølgelig svært for nogle at forstå hvordan man har det, når de ikke selv har været i samme situation.

Tingene går utroligt langsomt med genoptræning af et knæ. De fremskridt der sker er langt fra konstante, og de mindste fremskridt vil tit virke som en sejr i sig selv. Har du oplevet, at folk omkring dig har haft svært ved at forstå den begejstring man kan føle ved små fremskridt i genoptræningen?
-Jeg har bare passet min genoptræning, og har ikke lagt mærke til hvordan folk har reageret.

Hvad har du foretaget dig siden du blev skadet, udover at genoptræne? Er du meget med inde omkring holdet, og/eller optog du helt andre fritidsinteresser?
- Jeg har passet min skole, og ellers kommet og set nogle kampe. Jeg har også haft mulighed for at se nogle af mine lillebrors fodboldkampe, hvilket jeg ikke havde tid til tidligere.

Kan du prøve at forklare, hvordan du har haft det psykisk imens du var skadet?
- I starten var det svært at acceptere, at jeg var skadet og at jeg ikke kunne spille håndbold, men da jeg begyndte på genoptræningen og styrketræningen gik tiden hurtigere, og det gjorde det nemmere.

Har du følt at andre kunne forstå din situation og har, kunne sætte sig ind i din skade og dens omfang?
- Jo, der er altid nogle som forstår ens situation, og det er rart.

Hvad har du af forventninger til din første kamp og tror du, at du i dine fremtidige kampe vil holde igen for ikke at blive så slemt skadet igen?
- Jeg glæder mig selvfølgelig til den første kamp, men det er slet ikke noget jeg går og tænker over så tit. Jeg vil i hvert fald ikke holde mig tilbage.

Kan du forklare, hvad din skade har betydet for dig, i forhold til klubholdet og fremtiden?
- Det har været en udfordring for mig, og jeg har indset at håndbold er en periode i ens liv, som man bare skal nyde, for ens hverdag kan pludselig vende 180 grader. Og de planer jeg har haft med klub og landshold osv. de må vente, og så må jeg bare koncentrere mig om genoptræningen.

Når det drejer sig om korsbånd, ledbånd og generelt knæskader, er der ingen garanti for at man kan genvinde sin styrke og komme op på det niveau man var på før.
Tror du selv på at du vil kunne komme tilbage på samme niveau som før, eller har din skade sat grænser for, hvad du vil kunne yde til træning og kamp?
- Det går godt med min genoptræning, og jeg tror bestemt at jeg kan komme tilbage på samme niveau, ja endnu højere :)

Denni (til højre) sammen med Mia Møldrup ved sidste sommers EM. I målet Bardha Krasniqi som måske er den mest uheldige håndboldspiller af alle. Bardha blev sidste sommer på en træningstur til Norge ramt af en rygskade, som der ikke har kunnet findes nogen præcis diagnose for og Bardha, som er blevet betegnet som Verdens største keepertalent i sin årgang, kommer måske aldrig til at spille håndbold mere. Det er simpelthen så trist.

Har dine venner og bekendte været en god støtte for dig fra skaden skete til nu, eller er der nogen der har skuffet dig?
- Min forældre har været en god støtte, og har ikke opført sig anderledes eller snakket anderledes til mig bare fordi jeg er knæskadet. Det har gjort at jeg har slappet mere af. At der så er nogle som ikke har været så forstående overfor skaden, det betyder ikke så meget for mig personligt.

Føler du selv, at du har, kunne hente støtte ved andre i din omgangskreds eller i klubben som har haft en skade tilsvarende din egen? Giv gerne eksempler.
- Jeg har snakket lidt med Lotte (langtidsskadet spiller), som jo også har sprunget det forreste korsbånd, og det har været godt at snakke med en som er i samme situation.

Når alvorlige knæskader sker priser man sig ofte lykkelig for, at det ikke er sket for en selv. Vil du indrømme at du har tænkt " Det sker ikke for mig" eller "godt det ikke er mig", når nogen blev slemt skadet?
- Jo, jeg har da nogle gange tænkt "det sker ikke for mig", men det gjorde det så alligevel.

Har det, at du selv har oplevet at være skadet ændret denne måde at tænke på?
- Det har det. Det er noget der kan ske for alle.

Nu hvor du ved hvad det vil sige at være ude med en slem knæskade, ville du så opføre dig anderledes overfor andre som blev slemt skadet, end du ville havde gjort før din egen oplevelse?
- Jeg ved ikke om jeg vil opføre mig anderledes, men jeg ved nu hvor vigtigt det er at få noget støtte og evt. bare et lille klap på skulderen, for man føler sig ofte overset og glemt når man er langtidsskadet.

Da jeg spurgte dig, hvornår du var klar igen, kom du med et meget velovervejet svar: "Jeg kommer tilbage igen når jeg er klar til det"
Er det noget man har skulle lære at acceptere, at der ikke er en fast tid på, hvornår man kan komme i gang igen?
- Ja det er det, og så er det bare ikke nemt at svare på, hvornår man præcis kommer tilbage, fordi genoptræningen kræver at man tager et skridt ad gangen, og hvis det går for hurtigt og knæet ikke lige er med, så må man stoppe op eller tage et skridt tilbage. I stedet for at spørge hvornår man kommer tilbage, så hellere spørge om hvordan det går.

Du forventes dog at gøre comeback i den kommende sæson. Går alting planmæssigt med genoptræningen, og hvilke forventninger har du selv til dit comeback?
- Det går rigtig godt med genoptræningen, og jeg håber at jeg gør et godt comeback.

Vi bliver skadet når vi spiller for klubben, synes du klubben bør blive bedre til at hjælpe de skadede spillere, eller er det mere noget man selv bør løse, som du ser det ?
- Det er selvfølgelig meget vigtigt at man får støtte fra klubben, fordi sporten fylder så meget i ens hverdag, men når alt kommer til alt, så er det op til en selv, at komme tilbage på håndboldbanen, for der er ingen der løfter de kilo for en - det er noget man selv må gøre. Klubberne kan altid blive bedre til at hjælpe de skadede spillere, for de har jo også ansvar for den enkelte spillers trivsel.

Tak til Denni og Matilde for at ville være med i et interview.
I ønskes al held og lykke fremover.

I dette projekt har jeg koncentreret mig om det psykiske aspekt af en alvorlig knæskade. Hvordan er det at blive langtidsskadet.

I aviser og pressen i øvrigt, er der en tendens til at kalde alle alvorlige knæskader for korsbåndsskader. Sandheden er at en ledbåndsskade kan være meget mere alvorlig end en korsbåndsskade, faktisk er ledbåndet nok det værste "bånd" at sprænge og det operative indgreb for en ledbåndsskade er som oftest større end for en korsbåndsskade.
Hvis man er interesseret i at vide mere om de forskellige typer af knæskader, kan man på linket sundhed.dk på en overskuelig og godt forklaret måde blive en hel del klogere på de forskellige typer af knæskader.

Bine Langendorf Jensen