foto Rosenkilde

Guld Bageren Ligaen 2010 - 2011, Evaluering

af Rasmus Windfeldt

Indhold:
" Turneringen
" All star holdet 10/11
" Europæisk Håndbold
" Guldbager ligaen 2010/2011 set fra sidelinjen (nu virker linkene)

Turneringen

Grundspillet
Vi havde før sæsonen spået at Viborg HK endnu engang ville blive danske mestre. Men jo længere vi kom frem i turneringen, ja så var der andre hold der begyndte at aspirere til at kunne udfordre favoritter. Viborg startede med at gøre rent bord i den hjemlige liga før julepausen. 10 sejre ud af 10 mulige blev det, og fiaskoen i Champions Leauge smittede indtil videre ikke af på deres præstation i den hjemlige liga. Og vi endte med at slutspillet skulle afgøres i sidste spillerunde, men lad os starte med at kigge på slutstillingen fra bunden af.

Bundstriden
Havde man før sæsonen ligeledes kigget på bunden af Guldbager Ligaen, ville et godt gæt på den direkte nedrykningsplads være at den stod imellem Roskilde & Sønderjyske. Det blev dog slet ikke så spændende som sidste sæson, da Sønderjyske simpelthen ikke kunne matche de andre hold i ligaen og de formåede kun at vinde 1 ud af 22 kampe. Så dermed må man konkludere at sønderjyderne ikke havde kvalitet nok til at spise kirsebær med de øvrige ligahold, for den del af regionen kan man håbe at de vender tilbage snarest muligt med et nyt ungt og spændende mandskab.

Placeringerne fra 11 til 7
De 5 hold som endte udenfor slutspillet og udenfor direkte nedrykning gav også sig selv mere eller mindre. De var alle bedre end Sønderjyske, men kunne ikke formå at bide sig for alvor fast i top 6 og slutspillet. Så SK Århus, Ålborg DH, Roskilde, HC Odense & FIF måtte en tur ud i nedrykningsspillet før de kunne indløse billet til ligaen 2011/2012. Nedrykningsspillet blev det mest drabelige i dens historie. Der var lige indtil sidste spillerunde tvivl om hvem der skulle blive i ligaen. Roskilde endte desværre for dem som sorteper i oprykningsopgørene imod Silkeborg/Voel, som vi så til gengæld kan sige pænt goddag til når den nye sæson starter i september måned. Roskilde må nu tage den hårde vej ned i 1 division og det skal blive spændende at følge om det bliver en hurtig tilbagevenden til landets bedste række.

Jysk dominans i Slutspillet
6 ud af 6 klubber i årets slutspil kom fra Jylland af. Det er første gang i den nuværende slutspils form at der ikke var et hold som repræsenterede Sjælland eller Fyn. Team Tvis Holstebro endte på 6 pladsen i grundspillet, og dermed fik de debut i det forjættede slutspil. Team Esbjerg, KIF Vejen, Team Esbjerg, FCM, VHK & RHK var gengangere fra sidste sæson. Grundspillets førsteplads blev afgjort i en direkte duel i sidste spillerunde i Elro Arena, hvor Randers HK udspillede de forsvarende mestre fra Viborg.

Slutspillet

Pulje 1
I Pulje 1 endte grundspillets nr. 1, 4 & 6. Alle eksperter og kloge håndboldpersoner gav stort set en garanti om at Randers HK ville vinde denne pulje meget sikkert. Man må sige det hold stik, der var intet spænding om hvem der skulle tage finalepladsen i puljen. Derimod var der stor spænding om hvem der skulle i bronzefinalen i denne pulje. Det ene point som årets overraskelse fra TTH formåede at tage i opgøret imod Randers HK skulle vise sig at blive afgørende for at TTH flot endte i kampen om bronze.


Sandra Toft og Antoni Parecki...Der er nok ingen tvivl om at Sandra har en stor del af æren for TTHs flotte sæson. I det hele taget er det påfaldende at de klubber som klarer sig bedst også er dem som har de bedste keepere. Foto Mads Skamris

Pulje 2
Dødens pulje blev denne pulje hurtig udråbt til. Alle 3 hold havde faktisk igennem slutspillet chancen for at ende i en DM finale. Esbjerg faldt først fra, ikke mindst på grund af deres manglende bredde og en slidt Marte Mangue. Til sidst stod det imellem de to midtjyske håndbold storklubber fra Viborg og FC Midtjylland. I puljens sidste kamp skulle FCM en tur til Viborg for at forsøge at tage en sejr og dermed sikre sig en finaledeltagelse. Man vidste at FCM var i god form og begyndt at finde det gode spil frem, men at man kunne lammetæve Viborg med 8 mål i Viborg Stadion hal havde vidst de færreste troet på, men det endte altså med at årets DM finale skulle hedde Randers HK imod FC Midtjylland.


FCMs Alette Stang, Susan Thorsgaard, Helle Thomsen og Trine østergaard efter sejren i Viborg - foto Klaus Thøstesen

Finale Tid

Bronze duellen
Årets store positive overraskelse fra Team Tvis Holstebro, skulle op imod stormagten Viborg HK. Ikke lige den bronzefinalen man havde regnet med ved sæsonstarten. Og VHK er ikke ligefrem en ønskemodstander i en bronzefinale. Bestemt ikke hvis man møder et motiveret Viborg hold som vil vise at det er en fejl at de ikke står i DM finalen. TTH havde meget svært ved at byde Viborg op for alvor til dans, det var hårdt at undvære All star spilleren Mette Gravholt, samtidig med at bredden på TTH holdet ikke kunne matche Viborgs fysik. Så det blev til Bronzemedaljer til Viborg HK i denne sæson.

Henriette Mikkelsen, Rikke Skov og Grit Jurack glæser sig over bronzemedaljen - foto Klaus Thøstesen

Guld duellen
Lad os slå en ting fast med det samme, vi vil nok aldrig opleve et drama lignende det der udspillede sig i dette års finaleserie. Randers HK startede ud med at slå FCM i en fantastisk kulisse i Elro Arena Store Bededag. Randers holdet var klart bedst på dagen, men FCM fulgte rigtig godt med, og det skulle blive spændende at se om Randers kunne gøre det færdig i 2 kampe, der var kun 48 timer imod kamp nummer 1 og 2, så der var ikke megen restitutions tid inden de 2 hold skulle i duel igen.

Den 2 kamp i Ikast/Brande arena blev vel nok den af de 3 kampe med det dårligste spil. Randers bragte sig hurtigt foran med 7-4, men så viste hjemmeholdet at de havde en klart bedre bænk, og Sabine Englert leverede mirakler i målet for FCM. De trak en forholdsvis sikker sejr hjem, og de var nu for alvor inde i kampen om DM guldet, som vi skulle vente med til lørdag d. 28. maj

Lørdag d. 28 maj 2011 vil altid stå som noget helt specielt i dansk håndbold. Vi skulle igennem en hæsblæsende finale med en gyser afslutning. Denne gang var det FCM der kom klart bedst fra start, de bragte sig foran med 9-3, og stemningen i Elro Arena blev meget lunken, var det allerede slut? Det skulle vise sig at en stærkt kæmpende Gitte Andersen, viste den fight, dygtighed og udstråling som holdet havde brug for. Hun scorede 9 flotte mål, og havde stor ansvar for at RHK kom tilbage i kampen. Vi ved jo alle godt hvordan det gik, vi skulle ud i straffekast konkurrence og Kathrine Fruelund brænder kast nr. 11, mens Linnea Thorstensson scorer på FCM´s nr. 12 og dermed gik DM guldet til FCM, som klart viste at det handler om at toppe til sidst.

Linnea Torstensson har scoret det afgørende mål - foto Hans Carstens

Årets hold (hvis vi kunne vælge)- Slutstatus
Holdet er lavet ud fra topscorerlisten, spillernes præstationer i sete kampe og TV2´s statistikker og der er valgt to til hver plads.

Målvogtere: Chana Masson & Sandra Toft
Ligaens uden tvivl mest stabile målmænd vurderet over hele sæsonen. En god blanding af rutine og talent.

Venstrefløj: Elisabeth Pinedo & Henriette Mikkelsen
Fløjpladserne har været svære at fordele, der er ikke for alvor nogle der har vist klassen over hele sæsonen. Pinedo har nok været en lidt overset spiller i HCO, men hun har været holdets bedste i denne sæson. Henriette Mikkelsen plads kan diskuteres men hendes stabilitet og mange mål kommer hende til gode.

Venstreback: Nycke Groot & Linnea Thorstensson
Sjovt nok spiller de begge to i FCM til næste sæson. Nycke har været bedste spiller i TTH i begge ender, mens Linnea har haft et tungt ansvar i begge ender af banen. Begge spillere er fremragende tovejs spillere.

Playmaker: Nina Wörz & Kristina Kristiansen
Nina Wörz har været et billede på succesen i Randers HK, hun er gået forrest i begge ender af banen, og hun er en fantastisk slider med et stort gennembrud i denne sæson. Kristina Kristiansen skulle lige viske skuffelsen over den manglende EM udtagelse, men hun sluttede rigtig skarpt af.

Højreback: Camilla Dalby & Susan Müller
Camilla Dalby siger sig selv, uden tvivl ligaens bedste angrebsspiller i denne sæson. Susan Müller har gjort det udmærket i hendes debutsæson i Danmark.

Højrefløj: Maibritt Kviesgaard & Maria Fisker
Igen en fløjplads og dermed ingen oplagte kandidater. Maibritt Kviesgaard ville pynte på ethvert klubhold og hendes stabilitet og hurtighed giver hende en plads på dette års all star hold. Maria Fisker kommer med på et lille wild card. Hun har simpelthen bevist at hun er blandt ligaens bedste forsvarsspillere og bolderobrere, samtidig med at hun er utrolig alsidig.

Streg: Mette Gravholt & Ulrika Aagren
Mette Gravholt skulle lige vende sig til de mørke Jylland inden hun viste hendes klasse. Ulrika Aagren har efter jul simpelthen været genialt spillet for Esbjerg, hvem havde lige set den komme?

Årets MVP: Mette Melgaard
Der skal være plads til Danmarks bedste forsvarsspiller - Så i år udvider vi udtagelsen med en MVP. Melgaard har i hendes første sæson i Randers fra starten af taget dirigent stokken og været så værdigfuld, at det næsten gav guld til Kronjyderne.

Trænere: Kenneth Jensen & Helle Thomsen
Et team som simpelthen har formået at toppe deres hold på det rigtige tidspunkt. Helle er kommet med en god gejst og stor viden om håndboldspillet - En fornøjelse at følge deres samarbejde.
Som altid ved disse kåringer er der mange der mangler den ene eller anden spiller - Undertegnede har valgt spillere ud fra samtlige 22 grundspilskampe, 6 slutspilskampe, nedrykningsspillet, finalerne - Det er altså ikke nok at have spillet et godt slutspil - der er kigget på stabilitet lige siden september måned.

Helle Thomsen og Kenneth Jensen - årets trænerpar, foto Rosenkilde

Europæisk Håndbold - En gang blandede bolsjer

Champions League
I den fornemste turnering gik det rigtig skidt for dansk damehåndbold. Vi havde to hold med i hovedrunden, men hverken Viborg HK eller Randers HK formåede at spille sig videre fra det indledende puljespil. Randers startede med at vinde på hjemmebane over det meget stærke Rumænske hold Oltchim Valcea, men derefter var det slut med succes og det blev til lutter nederlag og en 4 plads og dermed kunne man vinke farvel til mere Europæisk håndbold i det kronjyske.

Man kunne ikke for alvor være skuffet over Randers HK, de var kommet i en svær pulje, men skuffet kunne man til gengæld være over Viborg HK. Man formåede ikke at tage en af de to pladser der ville give videre adgang til slutspillet om den store pokal. I stedet måtte man se Volgograd tage pladsen i den sidste og afgørende kamp. Man fik dog 3 pladsen og blev sendt over i Cupwinners Cup, som man så troede at de ville gøre rent bord i. Men nej, allerede i 1/8 delsfinalen røg man ud til Ungarske FTC Budapest Spillet haltede gevaldigt for de grønne piger og det bragte de sig også videre til den hjemlige turnering.

EHF Cuppen

I EHF Cuppen var der til gengæld stor succes til de danske hold. For Danmarks rangering på den europæiske rangliste var det mere end vigtigt at et dansk hold kunne forsvare titlen som RHK tog i forrige sæson. KIF røg i kvartfinalen ud til tyske Oldenburg. Lidt skuffende af Lars Frederiksen og Co. Derimod klarede både TTH og FCM sig hele vejen til finalen.
Især TTH´s sejr i semifinalen over Russiske Lada var intet mindre end imponerende. I finalerne kæmpede Team Tvis Holstebros piger det bedste de havde lært, men man fornemmede at finalerne allerede var afgjort efter den første finalekamp i Ikast. Der blev kæmpet godt, men holdet fra Holstebro var bare oppe imod et bedre og bredere mandskab fra Midtjylland, som dermed kunne hæve den første af årets 2 pokaler.

Mulle og AG efter sejren over Lada, måske dansk klubhåndbolds største internationale resultat i 2010-11 sæsonen - foto Klaus Thøstesen

Guldbagerligaen 2010/11 - set fra sidelinjen

FANTASTISK SÆSON FOR DAMEHÅNDBOLDEN

Der er mange røster ude i håndbold Danmark som er hurtige til at nedtale damehåndbolden herhjemme. Det er i hvert fald ikke nogen hemmelighed, at når det går skidt, så er man hurtig til at komme med negative kommentarer. Sæsonens første store højdepunkt for damehåndbolden var selvfølgelig EM på hjemmebane.

Gigantium og Boxen lagde grund til en fantastisk dansk indsats men en særlig eufori, euforien sluttede desværre lige et par dage for tidligt. I semifinalen imod Norge og den gyselige bronzedyst imod Rumænien, viste pigerne slet ikke det niveau, som de havde vist tidligere. Men heldigvis var de danske piger igen det store samtale emne i december måned og Lærke, Dalby og Mortensen var på alles læber.

Sæsonens andet helt store højdepunkt var DM finaleserien mellem Randers HK og FC Midtjylland. Det kan godt være at AG København kan samle 37.000 tilskuere i Parken - Men hvor blev dramaet om guldet hos herrerne af? Det udeblev nemlig fuldstændigt!!!

Afgjorde en korsbåndskade DM?
Jan Leslie har udtalt at man med Berit Kristensen muligvis havde taget sejren allerede i den 2 finalekamp serien. Herfra kan man måske ikke være helt utilbøjelig til at give ham ret. Berit er så vigtig en spiller i begge ender at det er umuligt at erstatte. Den bredden på Randers holdet som havde været holdets varemærke, viste sig pludselig ikke var så bred alligevel. Men vi får aldrig svar på spørgsmålet og hvor DM guldet havde havnet med en Kristensen på banen.

Slutspil eller ej?
Et spørgsmål som går igen og igen, er om DM finalen skal afgøres i et slutspil. Det er svært at sige om hvad der er mest rigtigt. Holdene ved hvad det handler om og så er det trænernes opgave at få holdet til at toppe til sidst. Det formåede Kenneth Jensen og Helle Thomsen til fulde, og dermed tog de DM titlen - De var bedst da det skulle afgøres, og dermed er det selvfølgelig helt fortjent at de vinder DM. Fra sidelinjen kunne man måske godt se en fordel i at gå over til knald eller fald kampe, meget gerne startende med kvartfinaler. Så kan placeringer 9 til 11 spille om nedrykning og 12 rykker som nu direkte ud. Lige nu ville jeg i hvert fald nødig have undværet de fantastiske DM finaler.

Danske talenter hovedpersoner i ligaen
Tendensen fra de sidste par sæsoner fortsætter i stor stil i Guldbager Ligaen, de danske talenter får stadigvæk mere og mere spilletid og får vigtigere roller på deres respektive klubhold. Det er stort set slut med danske talenter som sidder fast på den yderste del af udskiftningsbænken. Man kan ikke være andet end imponeret af unge spillere som Maria Fisker, Signe Sjølund, Louise Burgaard, Stine Jørgensen mm. Som for alvor markerede deres navne i denne sæson. De er 4 blandt mange.

Tiderne med halv gode udlændige er for alvor slut, finanskrisen er stadigvæk huserende i kvindernes bedste række. Men mon ikke man hos DHF og Jan Pytlick er godt tilfreds for det ser rigtigt spændende ud for fremtiden for dansk damehåndbold.

Summa summarum
Man kan ikke lade være med at tænke på DM finalen igen og igen, lige meget om man holdte med FCM eller RHK har TV seere, Tilskuerne, og spillerne fået en fantastisk oplevelse. Det drama som vi var vidner til lørdag d. 28. maj vil muligvis aldrig blive gentaget. At håndbolden så ikke altid var i verdensklasse, ja det er der vist ingen der kan forlange i en så nervepirrende DM finale serie.

Vi fik brudt Viborgs finaledominans, og for håndbolden er det sundt nok. Til næste sæson kan man meget nemt forestille sig at trekløveret FC Midtjylland, Viborg HK og Randers HK vil få nogle drabelige dueller og der vil blive en vanvittig kamp om grundspillet, slutspillet og DM finalen. Derimod ser det ud til at gå lidt tilbage for KIF Vejen & Team Esbjerg, der skal i hvert fald handles ind hvis man skal kunne følge op på dette års slutspils deltagelse. Team Tvis Holstebro er i gang med en stor udskiftning i spillertruppen, kan de få spillet holdet klar til sæsonstarten september, lige nu er holdet nærmest uden en højre-side ?

HC Odense mister spillere stort set hver uge, hvad ser vi derfra? SK Århus skal vel i slutspillet til næste sæson? Og hvad ser vi fra de to sjællandske hold Slagelse og FIF, det er to store spørgsmålstegn. Aalborg DH vil også meget gerne tilbage til slutspillet og 5000 tilskuere på lægterne men der skal virkelig kæmpes hvis det skal lykkedes. Bliver Silkeborg Voel denne sæsons prugelknappe? Eller kan de formå at bide skeer med nogle af de andre bundhold og undgå 12 pladsen, det må være målsætningen for sæsonen.

Sæsonen 2010/2011 er slut - En fantastisk spændende sæson er nu slut og er blevet evalueret, vi vender stærkt tilbage med optakt til sæsonen 2011/2012 som vel næsten umuligt kan blive ligeså spændende, men os der elsker håndbold og spænding krydser selvfølgelig fingre for det

Rasmus Windfeldt

 

Du kan altid finde tilbage til Rasmus sæson-optakter, evalueringer og andre indlæg ved at følge links på siden med oversigt over interviews og tema-sider