Kim Møller

Sune Gren om opstarten på HCO herrer

Vi har talt med HC Odenses herretræner Sune Gren, om opstarten til kommende sæson.

HC Odense var oprykker i 2.division i forgangne sæson og sluttede på 3.pladsen. Nu arbejder truppen på at leve op til det resultat. Vi fangede den veltalende fynbo under holdets træningslejr i Tønder i lørdags, og spurgte til status i opstartfasen.

- Det går fornuftigt. Vi spillede første kamp mod Fredericia for 10 dage siden, inden vi rigtigt havde trænet med bold. Det var vores absolut første kamp, og vi blev kørt over. Vi brændte for meget og smed for meget væk, fortalte den tidligere Otterup og TM Tønder træner, der er i gang med sin 2.sæson i HC Odense.

- Nu er vi kommet lidt længere frem og har spillet 2 fine kampe, under vores ophold i Tønder. Mod Lübeck i aftes (Fredag red.), som ikke havde niveau til at matche os. Der fører vi 21-7 ved pausen og vinder 38-13. Det positive ved den kamp, var at vi holdt fast i at dække godt op, og i at koncentrere os, også i 2.halvleg. Det er et cadeau til drengene at de bliver ved med at fokusere på tingene, selv om det er en dårlig modstander.

- Og så spillede vi en kamp mod THW Kiel (U-23), hvor vi spillede en næsten perfekt 1.halvleg, hvor vi fører med 10 (17-7) ved halvleg. Der falder vi lidt ned i 2.halvleg og begynder at spille individuelt. Vi var trætte og kunne godt mærke at vi havde haft hård træning torsdag, kamp fredag, træning lørdag morgen, og så kamp. Vi kom nok også lidt sent i seng på grund af en landskamp i nat. Det er dog ingen undskyldning for ikke at spille igennem i 2.halvleg, det kan jeg godt blive lidt træt af. Vi vinder dog kapen med 10 mål over et godt og fysisk stærkt hold fra Kiel.

- Men det er positivt, der bliver lagt nogle fine elementer på hele tiden. Vores fokus har været på defensiven og kontrafasen. På de 2 ting har vi virkeligt præsteret godt, i de 2 kampe vi har spillet her.

Se med i morgen, når vi taler med Sune Gren, om ambitioner for kommende sæson.

[caption id="attachment_33240" align="alignnone" width="300"]Sune Gren fra sin tid i TM Tønder, sæson 13/14 Sune Gren fra sin tid i TM Tønder, sæson 13/14[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER