Håndbold Nyheder

Afgørelsens weekend for de danske mestre i VELUX EHF Champions League

Optaktsmeddelelse:

Bjerringbro-Silkeborg har denne weekend mulighed for at spille sig i 1/8-finalen i VELUX EHF Champions League. Det kræver en hjemmesejr over Kadetten Schaffhausen og hjælp fra Barcelona, der skal besejre Wisla Plock.

Det er afgørelsens weekend for Bjerringbro-Silkeborg i VELUX EHF Champions League. Da de danske mestre i begyndelsen af juli sidste år sad sammen og så lodtrækningen til gruppespillet og det efterfølgende kampprogram, drømte de om at stå i den position, som de er i nu. Hvis FC Barcelona lørdag aften besejrer Wisla Plock hjemme i Spanien, kan Bjerringbro-Silkeborg spille sig i 1/8-finalen, hvis de hjemme i JYSK Arena besejrer Kadetten Schaffhausen.

– Det var vores drøm, da vi så lodtrækningen og kampprogrammet, at vi kunne have en chance i vores sidste hjemmekamp. Den chance får vi forhåbentlig, og den skal vi række ud efter. Vi vil gøre alt for at løse vores del af den opgave. Det er en stor mulighed for os, beretter Peter Bredsdorff-Larsen, cheftræner hos de danske mestre.

Han kommer lørdag aften til at sidde klistret til tv-skærmen, når Wisla Plock kl. 20 spiller i Barcelona. For Bjerringbro-Silkeborg behøver hjælp fra Jesper Nøddesbo, Lasse Andersson og co., før hjemmekampen mod Kadetten Schaffhausen bliver den altafgørende finale, som de drømmer om.

– Vi bruger al vores energi på at forberede os til på søndag. På at forberede os på, at det bliver en finale. Så må vi se, hvad der sker lørdag aften, siger Bredsdorff-Larsen.

Topscorer Csaszar At skulle besejre de mangedobbelte schweiziske mestre fra Kadetten Schaffhausen, bliver nemlig også en stor nok udfordring i sig selv. Schweizerne er ganske vist sikre på at ende sidst i gruppe A i VELUX EHF Champions League, men de har i deres seneste kampe bevist, at det ikke har nogen betydning for deres tilgang til kampene. På det seneste har både Veszprem og Flensburg-Handewitt været udfordret af Kadetten.

– Det er et hold med et spillerbudget, der er et stykke over holdene i den danske liga. Det er et topprofessionelt håndboldhold med store profiler blandt andre topscoreren i VELUX EHF Champions League Garbor Csaszar. Resultatmæssigt har Kadetten ikke fået så meget ud af det i VELUX EHF Champions League, og det skyldtes blandt andet, at de tabte til os, men det fortæller alt om kvaliteten, at de i alle deres kampe i år 2017 har spillet lige op med alle de store hold. Hvis nogen tror, at de har mistet motivationen, så er det ikke tilfældet, og de kommer til Silkeborg for at vise sig frem.

– Det er et meget fysisk stærkt mandskab med et defensivt forsvar med et fysisk udgangspunkt. Det forsvar skal vi have løst, og så skal vi igen spille forsvarsspil og målmandsspil på højt niveau, ligesom vi har gjort i vores seneste kampe i VELUX EHF Champions League, og som vi gjorde i udekampen mod Kadetten Schaffhausen, fortæller Bjerringbro-Silkeborg-træneren.

1/8-finale vil være fantastisk Han lægger i skjul på, at det vil være en enorm præstation for Bjerringbro-Silkeborg og for dansk håndbold, hvis de danske mestre kan gå videre fra det, der over hele Europa er blevet beskrevet som den hårdeste gruppe i VELUX EHF Champions Leagues historie.

– Der er andre danske hold, som før os har været i 1/8-finalen, men det nye format er jo særligt, og vores gruppe er jo blevet omtalt som den historisk vanskeligste. At komme videre til 1/8-finalen fra den gruppe vil være en fantastisk bedrift. Det er ikke på højde med vores DM-guld i sidste sæson, men det vil komme tæt på. Det vil være en fantastisk oplevelse for vores klub, hvis vi kan gå videre, understreger Peter Bredsdorff-Larsen, der glæder sig over at spille den afgørende kamp hjemme i JYSK Arena.

– Det betyder meget at have hjemmebane. Vi har leveret gode præstationer på udebane, men efter fem weekender i træk med udebaneture er det rart at være hjemme. Vi smider efter vores sejr i Holstebro i onsdags, og vi bruger dagene op til kampen på at forberede os optimalt på den opgave, der venter os.

Bjerringbro-Silkeborg kan se frem til opbakning fra en fyldt JYSK Arena, hvor alle sæder naturligvis er udsolgt. Sent lørdag aften ved de danske mestre om deres kamp mod Kadetten Schaffhausen bliver så altafgørende, som de håber. Det kræver en hjemmesejr i Barcelona, og vinder de spanske favoritter, er der lagt op til et helt vildt håndboldbrag i JYSK Arena. Kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Kadetten Schaffhausen fløjtes i gang kl. 16.50, og den kan ses direkte på DR1.