Esben

Ahlm: Alt skal lykkes mod Viborg

Kampoptakt:

Team Esbjerg skriver klubhistorie hver uge i denne tid. Først kvalificerede holdet sig til sin første finale i en europæisk turnering ved at besejre ungarske Fehérvár KC i en sand gyser, og lørdag eftermiddag spiller Team Esbjerg for første gang semifinale om det danske mesterskab.

Dagens to kombattanter er begge kvalificeret til en europæisk finale, Team Esbjerg i EHF Cup og Viborg HK i Cup Winners’ Cup.

- Begge hold har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt. Vi skal møde Danmarks klart bedste – og formentlig også et af Europas bedste – hold. For os gælder det om at overraske med små detaljer undervejs, og så har vi faktisk ikke tabt til Viborg på hjemmebane i flere år. Selv om de virker skarpere end længe, tror vi på chancen, siger Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen.

Glem alt om, at enkeltspillere eller dele af taktikken skal lykkes mod Isabelle Gulldén & Co. Det er ikke nok. Anfører Johanna Ahlm, der inden denne sæson forlod Viborg HK for at få en større rolle i en anden klub, er klar i mælet om forudsætningerne for, at Team Esbjerg kan skabe en overraskelse.

- De er så gode, at alt skal lykkes for os, hvis vi skal have en chance for at slå dem. Det er ikke nok at spille på 90 procent af ydeevnen, vi skal så tæt på 100 procent som muligt. Første gang, vi mødte Viborg hjemme efter mit klubskifte, føltes det lidt mærkeligt, men nu er det som enhver anden modstander. Team Esbjerg er mit hold, og jeg er vældig glad for mit skifte og den måde, vi spiller på. Jeg har i løbet af sæsonen fået en større rolle, end jeg havde forventet, siger Johanna Ahlm.

Cheftræner Lars Frederiksen er enig i, at holdet skal lykkes på alle parametre for at spille lige op med de 13-dobbelte danske mestre. Nøglen til succes ligger dog især i at få angrebsspillet op i det høje gear, som har kendetegnet indsatsen i dette forår.

- Det bliver afgørende for os at få gang i målmaskinen. Vi har scoret 26-28+ mål i mange kampe, og Viborg har været god til at forsvare sig. Heri ligger nøglen til at vinde over Viborg, og kun en sejr på hjemmebane tæller, hvis vi skal have en chance, siger Lars Frederiksen.

Han fremhæver yderligere en vigtig faktor, hvis Team Esbjerg skal opleve endnu en triumf i Blue Water Dokken. Et hjemmepublikum på formentlig omkring 2.000 tilskuere skal klappe og pifte ekstra højt – og husk at tage naboen med til en af årets håndboldoplevelser i Esbjerg.

To af de mest talentfulde U18-spillere, Mie Kolding og Maria Mose, er med i truppen for at snuse til atmosfæren omkring en af de store kampe i Team Esbjergs historie.

Team Esbjerg – Viborg HK, semifinale i Super 6, første kamp, lørdag den 19. april kl. 17.10 i Blue Water Dokken.

Team Esbjergs trup:

Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø

Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech

Streg: Kirsten Balle og Helena Løjborg

Bagspillere: Johanna Ahlm, Tove Seest, Lotte Grigel, Estavana Polman, Susanne Madsen, Mie Kolding og Maria Mose.

[caption id="attachment_5218" align="alignleft" width="480"]Ahlm og co. er klar til Viborg(Foto: Niels Husted).  Ahlm og co. er klar til Viborg(Foto: Niels Husted).[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER