Håndbold Nyheder

Camilla Fangel: “Sikker på, at vi sagtens kan give dem kamp til stregen”

SK Århus kan sikre sig overlevelse i Primo Tours Ligaen, hvis de får to point på kontoen i aftenens kamp mod Randers HK.

Århusianerne har været godt kørende på det seneste og har gået fra banen som vinder i fire ud af de seneste fem kampe i ligaen.

Samtidig er lokalrivalerne og aftenens modstander også godt spillende med hele syv sejre ud af lige så mange mulige, hvis man altså også tæller kampe i EHF Cuppen med.
I tabellen er der kun tre point der adskiller de to mandskaber – og der er derfor lagt op til et brag af en kamp i Arena Randers.

“Med en sejr i morgen er vi helt væk fra nedrykningsspillet, og det betyder rigtig meget for os. Men Randers prøver at komme med i slutspillet, så det bliver klart en kamp, hvor der er noget på spil for begge holdene, og det bliver ikke nogen nem opgave for os. Men jeg er sikker på, at vi sagtens kan give dem kamp til stregen”, siger SK Århus-stregspilleren Camilla Fangel til Århus Stiftstidende.

Kampen spilles i Arena Randers klokken 18.30.

Camilla Fangel (#29), SK Aarhus, skyder. Kamp i Primo Tours Ligaen 2016-2017 mellem Nykøbing F. Håndboldklub og SK Aarhus i Scandlines Arena, Nykøbing Falster, Danmark, den 16.11.2016. Photo Credit: Søren T. Larsen/EVENTMEDIA.