Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Hansen og Hundstrup om PSG i Boxen: Det bliver stort

OPTAKTSMEDDELELSE:

Bjerringbro-Silkeborg forventer næsten 10.000 tilskuere til VELUX EHF Champions League-braget i Jyske Bank Boxen mod Paris SG. Fløjspillerne Johan Hansen og Stefan Hundstrup glæder sig til storkampen.

Søndag eftermiddag vil op mod 10.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen danne en imponerende ramme om VELUX EHF Champions League-kampen mellem de danske mester fra Bjerringbro-Silkeborg og Paris Saint-Germain med verdensstjerner som Mikkel Hansen og Nikola Karabatic. Det bliver sæsonens største håndboldevent på dansk jord, og Bjerringbro-Silkeborgs topscorer i VELUX EHF Champions League højre fløjen Johan Hansen har gennem mange år set op til fløjspillerne Uwe Gensheimer og Luc Abalo, der i dag spiller for Paris SG, og som han på søndag kommer til at stå overfor.

– Det bliver kæmpe stort. Det er en drøm, der går i opfyldelse hver gang, jeg spiller VELUX EHF Champions League, og Paris er toppen af poppen. De har verdensklassespillere på hver plads, og så har de to fløjspillere, som jeg har set rigtig meget op til i Uwe Gensheimer og Luc Abalo, fortæller Johan Hansen, der blev udvalgt til rundens hold i VELUX EHF Champions League efter sidste søndags sejr over Wisla Plock.

Mens det er Johan Hansens første sæson i VELUX EHF Champions League og første gang, at han skal spille håndbold foran så mange mennesker, så er hans kollega på venstre fløj noget mere rutineret. Bjerringbro-Silkeborgs Stefan Hundstrup spillede tilbage i år 2012 VELUX EHF Final4 med AG København, og så har han vundet ikke færre end fem danske mesterskaber. Det flotte og lange CV betyder imidlertid ikke, at Hundstrup ikke glæder sig til at spille storkampen i Jyske Bank Boxen.

– Det bliver en rigtig storkamp, og det bliver selvfølgelig en rigtig sjov kamp at spille. Det kan godt være, at oddsene ikke lige er på vores side, men det bliver en speciel kamp, og vi vil selvfølgelig prøve at se, om vi kan være med. Forhåbentlig kommer vi til at spille i en fed kulisse, så skal det nok bliver en rigtig god eftermiddag, forudser venstre fløjen.

Alle fejl skal elimineres
Begge fløje er enige om, at der venter de danske mestre en rigtig svær opgave mod verdensstjernerne fra den franske hovedstad. Samtlige 16 spillere på Paris’ holdkort er internationale topnavne, men det får ikke Bjerringbro-Silkeborg til at lægge sig ned på forhånd.

– Vi skal ind og gøre alt, hvad vi kan, og rammer vi alle sammen vores topniveau, så kan det lade sig gøre. Vi har set, hvordan Wisla Plock godt kunne følge med Paris, og når de kan, så kan vi også. Vi tror på det, men det kræver ekstremt meget, mener Johan Hansen, men Stefan Hundstrup forklarer, hvordan Danmarksmestrene vil forsøge at drille de franske storfavoritter.

– Alle fejl skal elimineres, og så skal vi se, om vi ikke kan løbe lidt kontra med dem. Det er de største ting, der lige skal på plads, men helt overordnet kræver det en hel masse. Vi skal have et godt forsvar, og så skal vores målmænd ramme dagen, samtidig med at deres målmænd ikke gør det. Vi skal prøve at gøre vores bedste, og så ser vi, om vi ikke kan følge med, lyder det fra 30 årige Hundstrup.

Vigtig sejr over Plock
Bjerringbro-Silkeborg har imponeret i deres første fire kampe i VELUX EHF Champions League. Faktisk kan de kravle forbi Paris SG i stillingen i gruppe A, hvis de vinder søndag eftermiddag. Sejren på udebane i den første kamp over Kadetten Schaffhausen og ikke mindst sejren over Wisla Plock i søndag på hjemmebane i JYSK Arena har givet Bjerringbro-Silkeborg et hul på tre point ned til Wisla Plock i kampen om den vigtige sjetteplads i gruppen, der giver adgang til 1/8-finalen. Efter fire kampe i VELUX EHF Champions League har Bjerringbro-Silkeborg fire point, mens de direkte konkurrenter til sjettepladsen Wisla Plock og Kadetten Schaffhausen har henholdsvis et og nul point.

– Inden vi startede VELUX EHF Champions League, vidste vi, at det var Wisla Plock og Kadetten Schaffhausen, som vi skulle ende over, hvis vi skulle overraske og gå videre. De andre fem hold er for store mundfulde. Nu har vi slået både Kadetten Schaffhausen og Wisla Plock, og det er rigtig vigtigt for vores muligheder. Så må vi se, om vi kan holde dem bag os, eller om de andre begynder at tage en masse point, men det er i hvert fald vigtigt, at vi nu er foran i det indbyrdes regnskab, vurderer Stefan Hundstrup, og Johan Hansen er enig i vigtigheden af sidste weekends sejr.

– Det havde set rigtig svært ud, hvis vi havde tabt hjemme til Plock. Historikken siger, at Plock altid henter point på hjemmebane, og de fik også et point for to uger siden mod Veszprem. Derfor skal vi også stadig havde flere point. Vi skal i hvert fald slå Kadetten Schaffhausen, når de kommer til Silkeborg, og så skal vi også gerne hente et eller to point mere, men drømmen lever i hvert fald stadig, siger Johan Hansen, der nyder at spille VELUX EHF Champions League og føler, at det er med til at udvikle ham som håndboldspiller.

– Jeg har altid drømt om at spille VELUX EHF Champions League. Det er det fedeste, som man kan få lov til at spille, og så kan det godt være, at vi ikke altid kan vinde, men det giver mig ekstremt meget erfaring at spille de store kampe og finde ud af hvor højt niveauet er. Der er bare helt andre krav i VELUX EHF Champions League, end der er i ligaen.

Storkampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Paris SG foran op mod 10.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen fløjtes i gang søndag eftermiddag kl. 16.50. Der er fortsat få billetter i salg, som kan købes via www.billetsalg.dk/bsv. Kampen kan desuden ses direkte på DR1.

bjerringbro-silkeborg-logo

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER