Håndbold Nyheder

Helle Thomsen: “Jeg er i dialog med flere klubber”

46-årige Helle Thomsen, som er hollandsk landstræner, leder stadig efter en klub og savner at stå på træningsbanen hver dag.

Senest blev Helle Thomsen i følge rumænske medier sat i forbindelse med de forsvarende Champions League-vindere fra CSM Bucuresti, og Helle Thomsen bekræfter kontakten:

“Lige nu er der ikke andet i det, end at de har kontaktet mig. Vi har været i dialog, men jeg har slet ikke besluttet mig for, hvad jeg vil”, siger Helle Thomsen til TV2 Sport.

Helle Thomsen har ikke besluttet sig for hvad hun vil endnu – om hun skal være chef- eller assistentræner i en klub eller om hun skal fuldtidsansættes i det hollandske håndboldforbund.
Det handler for Helle Thomsen om hendes mavefornemmelse og om at finde det rigtige projekt:

“Jeg er i dialog med flere klubber, men der er slet ikke noget på plads. Det kan stadig både blive i øst, vest, nord eller syd og som assistent eller som cheftræner. Der er mange ting, jeg kan vælge imellem”, siger Helle Thomsen til TV2 Sport.

FCM coach Helle Thomsen. FC Midtjylland – FTC Rail Cargo Hungaria – Semfinal return leg, Cup Winners’ Cup, Ikast-Brande Arena, Ikast, 11.4.2015. (Allan Jensen/EVENTMEDIA).