Sebastian Døssing

Helle Thomsen stopper som landstræner

Helle Thomsen har valgt at trække sig som landstræner for det svenske kvindelandshold. Thomsen tiltrådte i stillingen tilbage i juni 2014 og nåede kun et enkelt år i spidsen for vores naboer mod øst. Hun var sammen med Thomas Sivertsson trænerduoen, der i december førte Sverige frem til bronzemedaljer ved EM i Ungarn og Kroatien.

En af grundene til at Helle Thomsen nu har trukket sig, er de to træneres forskellige måder på at tænke håndbold, der ikke kan holde på længere sigt.

"Thomas og jeg har ikke samme håndboldfilosofi, og det er ikke optimalt for spillerne at skulle forholde sig til to forskellige. Derfor er det bedre, der kun er en filosofi. Thomas var der først og har været der længst, og derfor trækker jeg mig uden dramatik. Vi skilles som venner", fortæller hun på FC Midtjyllands hjemmeside.

Helle Thomsen kan dog se tilbage på et godt år, hvor hun samtidig har opnået en erfaring, som hun i dag sætter pris på. På klubbens hjemmeside fortæller hun endvidere.

"Jeg har haft et fantastisk år. Landsholdet har givet mig endnu mere europæisk erfaring og fede oplevelser, og det er jeg taknemmelig for. Det har været fedt at opleve, at det sagtens har kunnet fungere både at have en stor rolle som cheftræner i FCM og være en del af landstrænerteamet i Sverige"

Den succesrige FCM-træner havde ellers kontrakt med det svenske håndboldforbund frem til udgangen af næste år, hvor hun kunne have set frem til et evt. OL i Rio og EM på hjemmebane i 2016.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER