Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Jørgen Rasmussen forlænger med HC Midtjylland

Pressemeddelelse:

Jørgen ”Jønne” Rasmussen har forlænget sin kontrakt med tre år, så han nu er en del af HC Midtjylland frem til sommeren 2020.

Cheftræner, Morten Secher, er yderst tilfreds med, at kontraktforlængelsen er kommet på plads, og han udtaler:

”Det er rigtig vigtigt, at vi har kunnet forlænge Jørgens kontrakt. Jørgen er en rigtig HC Midtjylland-spiller, der skal og kan være med til at etablere os i toppen af dansk håndbold. Han har været nogle sæsoner i klubben, og han har i denne sæson fået sit gennembrud og præsteret på et absolut topniveau.”

Secher er ligeledes glad for, at vi formår at holde på topspillere i klubben og fortsætter: ”Det er rart, at vi ikke bare skal sende vores topspillere videre. Vi er et tophold, og det er også det, der gør, at vi er i stand til at holde på gode spillere.”

Jørgen er naturligvis også glad for at blive i klubben, og om kontraktforlængelsen siger han:

”Jeg er glad for at være i klubben, og jeg trives, hvor jeg er. Jeg har fundet min rolle på holdet, og der er nogle gode holdkammerater, så der var egentlig ikke så meget tvivl.”

Hans rolle har i denne sæson været større end tidligere, hvor han har delt spilletiden med Kasper Kvist, der i øjeblikket er udlejet til Bundesligaen. Jørgen er glad for den øgede rolle, og han uddyber:

”Min rolle i denne sæson har været rigtig god, og jeg har fået masser af spilletid. Jeg føler, jeg har en masse at byde ind med, og jeg har noget at skulle sige både i forsvaret, angrebet og i kontraerne. Det var helt naturligt at forlænge, og med den trup vi har, kan jeg sagtens se en god fremtid.”

Denne fremtid håber han byder på flere store oplevelser som i sidste sæson, hvor vi vandt Santander Cup.

”Jeg håber at kunne vinde medaljer med HC Midtjylland. Nu var jeg med til at vinde pokaltitlen, og det kunne være sjovt også at vinde en medalje i slutspillet. Det kunne også være fedt at komme til Final4 i EHF Cuppen, selvom det er en svær pulje, vi er kommet i. Men den skal da uden tvivl have chancen, og hvis man ikke sætter overliggeren højt, så er der ingen grund til at være med.”

Jønne har spillet en fantastisk sæson på venstre fløj. Han står indtil nu noteret for 61 mål og 11 assists i 15 kampe i 888ligaen. Vores 27-årige fløjspiller har det 12. højeste snit af alle spillere på MEP-listen (Most Effective Player) i 888ligaen med 2,75 pr. kamp.

[caption id="attachment_36736" align="alignnone" width="499"] En flyvende Jørgen Rasmussen HCM-Skjern[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER