Håndbold Nyheder

Lars Frederiksen: “Nu bliver det hårdt arbejde hen over foråret”

De forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg tabte højst overraskende mod Silkeborg-Voel med 28-31 på hjemmebane foran knap 1900 tilskuere i Blue Water Dokken.

Dermed er det en spillemæssig nedtur der har ramt holdet i det nye år, da de efter to kampe i træk på hjemmebane kun har fået ét point.

Det var en velspillende udehold som indledte kampen godt og fra 4-4 opbyggede de føringer på 13-7 og 17-11, da holdene skulle i omklædningsrummene til pause.
Efter pausen udbyggede Silkeborg-Voel føringen til 19-11. Hjemmeholdet fik reduceret til 20-22, men tættere på kom Team Esbjerg ikke og derfor kunne Silkeborg-Voel strække armene i vejret efter en sikker sejr på 31-28.
Især den tidligere landsholdsspiller Trine Troelsen var i hopla og scorede hele 10 mål for gæsterne.

“Efter sådan en kamp er spillerne selvfølgelig langt nede, og lige nu skal der ikke meget til at knække moralen. Dette hold har været vant til, at det før altid bare kunne score nogle mål, når det gjaldt. Nu bliver det hårdt arbejde hen over foråret, og det er vigtigt, at vi står sammen om det, hvad vi gav hinanden håndslag på efter kampen. Jeg kan ikke klage over indsatsen under træningen, og lige nu tager vi en træning ad gangen, velvidende at det er i kampsituationer, vi skal løfte os”, siger Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Med sejren er Silkeborg-Voel på femtepladsen i Primo Tours ligaen med 13 point, mens de forsvarende mestre fra Team Esbjerg stadig er på tredjepladsen med 16 point.

Cheftrænger Lars Frederiksen, Team Esbjerg. Kamp i Primo Tours Ligaen 2016-2017 mellem Randers HK og Team Esbjerg i Arena Randers, Randers, Danmark, den 8.11.2016. Photo Credit: Allan Jensen/EVENTMEDIA.

Cheftrænger Lars Frederiksen, Team Esbjerg. Kamp i Primo Tours Ligaen 2016-2017 mellem Randers HK og Team Esbjerg i Arena Randers, Randers, Danmark, den 8.11.2016. Photo Credit: Allan Jensen/EVENTMEDIA.