Håndbold Nyheder

Lars Frederiksen: “Der bliver indædt kamp om hver eneste bold”

Optaktsmeddelelse: 

Fundamentet er på plads før livsvigtige kampe om slutspil

Udfaldene af de fire resterende ligakampe i grundspillet i marts vil få stor betydning for Team Esbjergs sæson. I den første møder holdet onsdag aften i Blue Water Dokken Randers HK, der efter tre sejre i træk holder fast i en spinkel mulighed for at nå slutspillet.

– Vi går nu til de kampe, hvor det hele skal afgøres, og hvor der bliver indædt kamp om hver eneste bold. Jeg synes, vi har et godt fundament, og det er vigtigt at holde niveauet fra de to ligakampe mod topholdene og senest Champions League-kampen mod det ene af dem, FC Midtjylland. Jesper Jensen og jeg har arbejdet meget med den defensive del og med at nedbringe antallet af tekniske fejl, og vi er nået langt. Vi tror stadig, at vi kan spille bedre, men der er ved at være kontinuitet i vores spil, siger cheftræner Lars Frederiksen.

Mens Team Esbjerg stiller op med selvtilliden fra en frisk CL-sejr over FC Midtjylland, vandt Randers senest med 34-21 over Skanderborg Håndbold. I den kamp viste den tidligere landsholdsskytte, Camilla Dalby, med 10 mål, at der fortsat er kraft i venstrearmen, og norske Mari Molid scorede otte mål og tog fra i forsvaret. Mellem sig har de Mie Højlund i en stærk bagkæde. I kampen før blev slutspilsrivalerne Odense Håndbold slået på udebane.

Vi skal huske, at når Randers rammer dagen, har holdet højt niveau, som da det slog FC Midtjylland i finalen i Santander Cup. Randers har spillerne til det med landsholdsspillere på de fleste positioner. Vi har behov for, at tilskuerne viser den samme fine støtte, som da de var med til at bære os frem til sejren forleden, siger Lars Frederiksen.

Team Esbjerg vandt sæsonens første indbyrdes opgør i Randers med 30-27, men november er længe siden i håndboldsammenhæng. Med 16 point skal Randers vinde i Esbjerg, og for hjemmeholdet er præmisserne lige så klare i det tætte felt omkring slutspilspladserne. Efter Randers-kampen venter den sidste udekamp i Champions League, Györ, søndag, og derefter tager Odense Håndbold med aktuelt ligeledes 20 point imod i Primo Tours Ligaen. De to sidste ligamodstandere i grundspillet er Skanderborg Håndbold og Team Tvis Holstebro.

Rikke Zachariassen og Filippa Idéhn er fortsat ude med skader, og Team Esbjergs trup er uændret.

Team Esbjergs trup til kampen i Primo Tours Ligaen mod Randers HK onsdag den 1. marts kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Emily Stang Sando og Alberte Stenderup

Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard og Mette Knudsen

Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest

Streg: Ulrika Toft Hansen og Vilde Ingstad

Bagspillere: Laura van der Heijden, Jenny Alm, Lara González, Ida Bjørndalen Karlsson og Nanna Friis-Traberg.

 

Cheftrænger Lars Frederiksen, Team Esbjerg. Kamp i Primo Tours Ligaen 2016-2017 mellem Randers HK og Team Esbjerg i Arena Randers, Randers, Danmark, den 8.11.2016. Photo Credit: Allan Jensen/EVENTMEDIA.