Esben

Maibritt Kviesgaard tager to sæsoner til i Team Esbjerg

Pressemeddelelse:

Fløjspilleren Maibritt Kviesgaard har indgået en ny toårig aftale med Team Esbjerg, som er gældende frem til 30. juni 2017. Hun kom i sommeren 2013 til klubben fra FC Midtjylland, hvor hun lige var vendt tilbage på holdet efter at have været ude med en korsbåndsskade i over et år.

- Jeg synes, det er spændende at være i en klub, der spiller med i toppen, og jeg kunne rigtig godt tænke mig at vinde mesterskabet med Team Esbjerg. Jeg håber, vi er på toppen, når vi møder Viborg i semifinalerne i næste uge. Desuden vil jeg gerne prøve at spille Champions League igen, og selv om meget kan ændre sig med en ny landstræner, går jeg også benhårdt efter at være på landsholdet ved VM på hjemmebane til december, siger Maibritt Kviesgaard.

Den 28-årige højrefløj færdiggør efter planen sit fysioterapeutstudium i vinteren 2017. I overvejelserne om håndboldfremtiden har hun vægtet kombinationen af tophåndbold, studier og den øvrige tilværelse højt.

- Jeg har fået det til at hænge godt sammen med håndbold og studier, og jeg befinder mig godt i byen. Da jeg kom til klubben, var det efter en langvarig skade, hvor Team Esbjerg viste mig tillid, og i den første sæson havde jeg eftervirkninger af skaden. I denne sæson har jeg fået bedre balance i kroppen, og jeg kan holde til at spille. I fremtiden vil jeg gerne bidrage mere spillemæssigt, siger Maibritt Kviesgaard.

Cheftræner Lars Frederiksen glæder sig over at have den erfarne fløjspiller med 114 landskampe i truppen i yderligere to sæsoner.

- Maibritt Kviesgaard har været med i hele opturen i de seneste sæsoner. Hun er en af de rutinerede spillere, der med sin hurtighed og det gode skudrepertoire har leveret på både klubholdet og landsholdet, siger Lars Frederiksen.

[caption id="attachment_7794" align="alignleft" width="504"]Maibritt Kviesgaard (Foto: Niels Husted).   Maibritt Kviesgaard (Foto: Niels Husted).[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER