Esben

Marcus Mørk tilbage til Mors-Thy Håndbold

Pressemeddelelse:



Klubikonet vender hjem på en to-årig aftale

Det er lykkedes at få en aftale på plads mellem Aalborg Håndbold, Marcus Mørks agent Ian Marko Fog og den sportslige sektor i Mors-Thy Håndbold. Rygtebørsen har været i gang længe, så nu er det dejligt endelig at kunne bekræfte, at Marcus ”kommer hjem” til den kommende sæson.

Processen har været langvarig, og der har været arbejdet meget konstruktivt og intenst på at få landet en aftale alle parter kan leve med. Der vil altid være komplicerede detaljer involveret, når et samarbejde skal ophøre i en kontraktperiode, men såvel Aalborg Håndbold som Mors-Thy Håndbold har begge kun rosende ord til overs for den nu afsluttede proces, som har været meget professionelt koordineret af agenten.

Således spiller Marcus igen i den blå trøje de kommende to sæsoner, dog med en udenlandsklausul efter det første år, i givet fald dette bliver aktuelt.

Cheftræner Jan Paulsen er naturligvis glad for de muligheder dette nu åbner: ”Tilgangen af Marcus er en stor sportslig gevinst for holdet. Da Marcus forlod Mors-Thy Håndbold for to år siden, var han en af ligaens bedste spillere, hvis ikke den bedste. Han har siden været en del skadet og for mig gælder det om at få ham op i niveau igen.

- Hans styrke ligger i det eksplosive og det direkte spil. For to år siden fik vi udviklet hans vurderingsspil betragteligt - ligesom hans forsvarsspil, både som offensiv 2´er og fremme i 5-1. Angrebsmæssigt vil vi også se Marcus som skydende playmaker, som vil give mere plads til begge backs og stregspillet. Desuden vil Marcus også få en klar ledende rolle på og uden for banen.

- Det er helt utroligt flot arbejde af det sportslige team omkring mig, at det har kunnet lykkedes at få denne aftale i hus, men også af bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold som har gjort det her økonomisk muligt. Så er det fedt at være en del af den her klub”, udtaler Jan Paulsen

Ligesom cheftræneren selvfølgelig har været en aktiv del af at få aftalen i hus, så har sundhedsteamet med Tonny Nedergaard i spidsen også været tæt involveret i processen:

”Da Carsten Hedemann henvendte sig vedrørende Marcus’ skadessituation, undersøgte jeg selvfølgelig hans fysiske tilstand. Jeg kunne ret hurtigt melde positivt tilbage, at jeg med stor sandsynlighed vil kunne hjælpe ham tilbage på et rimeligt højt niveau. Hans fysik gør, at hans træning og belastning skal planlægges ned til mindste detalje og det glæder jeg mig meget til igen at bidrage med.” siger Tonny Nedergaard.

Hovedpersonen selv er bare glad for igen at skulle spille noget mere håndbold: ”Jeg har haft en utrolig dejlig tid i Aalborg Håndbold, som er en fantastisk klub. Men det har også været frustrerende ikke at have kunnet bidrage til klubben og fansene som forventet. Nu kommer jeg tilbage til Mors-Thy Håndbold – og ikke mindst tilbage til Tonny, som nok er den person der kender mig og min fysik allerbedst, og det bliver da fedt.

- Jeg har aldrig glemt stemningen og opbakning i og omkring Bette Balkan, og det bliver da også helt suverænt igen at tordne ud med dem i ryggen” udtaler Marcus Mørk

Marcus starter træningen til den nye sæson den 16. juli sammen med den øvrige MTH-trup, men der er allerede fuld gang i samarbejdet omkring opbygningen af fysikken mm.

Klubben slutter nyheden med beskeden om, at dette her aldrig havde været muligt uden nogle utrolige loyale og forstående sponsorer i ryggen, som alle skal have en stor del af æren for at gøre dette muligt.

[caption id="attachment_23071" align="alignleft" width="504"]Marcus Mørk Foto: Mors-Thy Håndbold Marcus Mørk Foto: Mors-Thy Håndbold[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER