Esben

Mere BSV og Granollers

Vi har modtaget følgende pressemeddelelse fra BSV omkring den kommende kamp, så det er bare med at komme i hallen og hjælpe BSV videre i EHF Cuppen:

Knudsen: Det er muligt at hente seks mål mod Granollers

Bjerringbro-Silkeborg er bagud med seks mål efter den første af to EHF Cup-kvartfinaler mod BM Granollers, men anfører Michael V. Knudsen tror på muligheden for at vende op og ned på tingene hjemme i JYSK Arena.

Michael V. Knudsen er en ægte fighter, en passioneret mand, der på ingen måde er færdig med at have ambitioner, selvom han er fyldt 38 år og allerede har vundet både Champions League-titlen og EM-guld. Næste store ambition er at kvalificere Bjerringbro-Silkeborg til Final4 i EHF Cuppen, og efter et nederlag til BM Granollers på 30-24 i den første kamp sidste weekend i det spanske ved Michael Knudsen godt, at det kræver en stor præstation i returkampen lørdag aften i JYSK Arena i Silkeborg.

”Vi skal op og spille en næsten fejlfri kamp, hvor vi skal stå supergodt i forsvaret og sætte os på kampen fra start. Jeg håber, at vi kan gå ind og tage hurtig føring og måske komme foran med 4-1, så vi allerede fra et tidligt tidspunkt kan sætte dem en smule under pres. Hvis det omvendt står lige ved pausen, så er det os, der bliver en smule pressede i de sidste 30 minutter”, siger den rutinerede stregspiller.

”Vi skal gerne have den følelse, at vi kommer godt fra start, og så er det absolut muligt at hente de seks mål. Hvis målmændene tager nogle bolde, vi får løbet lidt kontra, og vi får skabt et hul, kan det pludselig går hurtigt. Det er små ting, der skal til, og jeg synes også, at Granollers er et hold, som det er muligt at hente seks mål mod. De har tabt nogle kampe med 10 mål i den spanske liga for nylig, og de har også et par skader, så jeg synes, at muligheden er den”, slår Michael Knudsen fast.

Han er anfører i Bjerringbro-Silkeborg, og efter nederlaget i Granollers gjorde han det klar, at det ikke nyttede noget at hænge med hovedet. Det handler om returkampen, om at levere en bedre kamp og om at hente de seks mål. I den første kamp havde Bjerringbro-Silkeborg det svært overfor Granollers typisk spanske spillestil, men med læren fra den kamp håber Michael Knudsen, at det er danskerne, der har overtaget i returkampen.

”Spanske hold spiller en smule anderledes, end det vi er vant til, og det var også det, der irriterede os rigtig meget dernede. De ting, vi normalt lykkes med, lykkedes ikke dernede, og de havde held med at stresse os med deres forsvarsstil og spille deres lidt anderledes angrebsspil og få sat os i nogle uvante situationer. Efter kampen har de også udtalt, at de føler, at de spiller en kamp på deres absolut bedste niveau. Det giver selvfølgelig også os håb for, at vi kan vinde returkampen med seks mål”, fortæller Bjerringbro-Silkeborg-anføreren.

”Jeg tror, at vi har lært en masse af den første kamp. At vi har prøvet at stå overfor holdet, lærer vi mere af, end de lærer af at spille mod os. Vores målmænd har også fået et indtryk af, hvordan de skyder og har lidt materiale på dem. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at keeperne skal stå en vanvittig god kamp. Vi har brug for de redninger, og jeg håber selvfølgelig, at vi har nogle keepere, der virkelig kan lukke af”.

Samtidig er det lørdag aften Bjerringbro-Silkeborg, der har fordel af hjemmebane, og den fordel vil midtjyderne udnytte. I denne sæson har de været det bedste hjemmehold i Boxer Herreligaen, og i Bjerringbro-Silkeborg håber de, at en god hjemmebane med stor opbakning fra publikum kan hjælpe dem det sidste stykke på vejen mod Final4 i EHF Cuppen.

”Publikum kommer til at betyde rigtig meget. Vi skal have lidt hjælp, og det får vi bedst ved, at publikum lægger et kæmpe tryk på, så dommeren kan mærke, at der er vildt meget stemning og opbakning til hjemmeholdet. Samtidig bliver udeholdet måske en lille smule kyst og føler sig pressede i nogle situationer,

hvor armen kommer op, eller på en anden måde bliver tvunget til at gøre nogle ting, som de måske ikke ønsker”, forklarer Michael V. Knudsen.

Der er kampstart til den anden og afgørende EHF Cup-kvartfinale mellem Bjerringbro-Silkeborg og BM Granollers lørdag kl. 20.30. Billetter til kampen kan købes på Bjerringbro-Silkeborgs hjemmeside. Kampen kan ses direkte på TV3 Sport 2 og høres direkte på Radio Silkeborg.

[caption id="attachment_30677" align="alignleft" width="505"]©Photo:A.Stollig ©Photo:A.Stollig[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER