Håndbold Nyheder

Officielt: Gudmundsson giver plads til Nikolaj Jacobsen

Pressemeddelelse fra DHF:

Gudmundur Gudmundsson overlader herrelandstrænerposten til Nikolaj Jacobsen med det samme, og dermed står Rhein-Neckar Löwen-træneren allerede i spidsen for landsholdet i de kommende EM-kvalifikationskampe.

På et møde i sidste uge blev Gudmundur Gudmundsson og Dansk Håndbold Forbund enige om, at islændingen allerede nu stopper som dansk landstræner. Dermed bliver det Nikolaj Jacobsen, der kommer til at lede Håndboldherrerne i de fire kommende EM-kvalifikationskampe i maj og juni.

”Jeg mener, at det er det bedste for landsholdet og for mig selv at træde tilbage som landstræner nu og give Nikolaj de bedste forudsætninger i overtagelsen af holdet. Nu kan jeg rette blikket mod mit fremtidige virke og de spændende udfordringer, der venter mig. Jeg vil gerne takke spillerne og staben for det gode samarbejde og de store oplevelser, vi har haft sammen, og jeg ønsker dem held og lykke i fremtiden,” siger den aftrådte landstræner, Gudmundur Gudmundsson, der blandt andet slutter sin danske landstrænervirksomhed af med 13 sejre i de sidste 14 kampe.

Dansk Håndbold Forbund takker også for samarbejdet:

”Vi stod i en situation, hvor Gudmundur allerede havde besluttet at stoppe som landstræner til sommer, så da Nikolaj Jacobsen havde mulighed for at starte sin landstrænergerning allerede her i foråret, er Gudmundur og vi blevet enige om at lade Nikolaj lede tropperne allerede fra de kommende EM-kvalifikationskampe,” siger generalsekretær og fungerende sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.

”Gudmundur vil altid have en stor plads i de danske håndboldhistoriebøger. Han vil til evig tid blive husket for det største resultat i dansk herrehåndbold nogensinde, og for det fantastiske samarbejde vi har haft med ham i DHF. For det vil vi gerne sige ham stort tak og held og lykke med fremtiden,” slutter Morten Stig Christensen.

Gudmundur Gudmundsson som dansk landstræner
61 kampe: 46 sejre/5 uafgjorte/10 nederlag