Håndbold Nyheder

Pether Krautmeyer: “Jeg er meget tilfreds”

TTH Holstebro spillede i aftes mod Primo Tours Ligaens klare førsteplads, da de på hjemmebane i Gråkjær Arena tog i mod FCM Håndbold.

Det var en kamp, hvor mandskaberne havde teten i hver sin halvleg.
Efter de første 30 minutter kunne TTH Holstebro gå i omklædningsrummet med en pauseføring på hele 21-13.
Anden halvleg var det hele vendt på hovedet og hjemmeholdet kunne ikke modstå presset fra midtjyderne.
Kampen endte uafgjort 30-30.

TTH Holstebros cheftræner, Pether Krautmeyer var også en yderst tilfreds mand efter kampen:

“Jeg er meget tilfreds, både med det ene point, pigernes indsats og den fantastiske opbakning fra publikum i Gråkjær Arena. Vi spiler uafgjort mod det bedste hold i Danmark. Og ja, vi fører med otte mål ved pausen efter at have leveret noget af det bedste spil meget, meget længe, men FCM er og bliver et klassemandskab, man ikke kan holde nede. Vi bruger utroligt mange kræfter i de første 30 minutter og sætter os på dem, men jeg var godt klar over, at FCM ville komme tilbage. De kan blive ved med at skifte klassespillere ind, så de kan presse os maksimalt hele 2. halvleg”, siger Pether Krautmeyer til klubbens hjemmeside.

Med det ene point sikrede FCM Håndbold sejren i grundspillet og er dermed sikker på en plads i Champions League til næste sæson.

Se kampens målscorere herunder:

TTH Holstebro : Pauline Bøgelund 5, Amalie Wichmann 5, Annette Jensen 5, Hege Bakken Wahlquist 4, Sara Trier Hald 3, Line Hougaard 3, Mathilde Neesgaard 2, Line Skak 2, Maja Eriksson 1

FC Midtjylland; Stine Jørgensen 7, Veronica Kristiansen 5, Linn Blohm 4, Sabine Pedersen 4, Sabina Jacobsen 3, Mie Augustesen 3, Trine Jensen 2, Emma Friis 1, Rut Jonsdottir 1

Billedresultat for pether krautmeyer