Esben

Pressemeddelelse fra Team Esbjerg

Guldsæsonen gav et ikke helt så forgyldt overskud

Sportsligt blev 2015-2016-sæsonen fantastisk med det første danske mesterskab i klubbens historie og direkte adgang til det forjættede land, Champions Leagues gruppespil. Økonomisk blev Team Esbjerg ikke forgyldt, men formåede dog med et nettooverskud på 27.000 kr. at nå i mål med overskud for fjerde år i træk. Der var budgetteret med et plus på 200.000 kr.

- Vi lever ikke helt op til budgettet, men vi er tilfredse med, at vi for fjerde år i træk har været i stand til at levere sorte tal på bundlinjen, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

Ledelsen har netop på et bestyrelsesmøde godkendt og indsendt tallene for regnskabsåret, der er afsluttet 30. juni 2016. Tidligere er der indsendt budgetter til DHF, og trods stigende omkostninger er det lykkedes at få lavet et budget i balance. Budgettet giver ikke plads til mange uforudsete udgifter, og derfor skal der arbejdes hårdt for at realisere det.

Den sportslige succes kulminerede, da 3.386 tilskuere og TV 2’s seere så Team Esbjerg få overrakt guldmedaljer i Blue Water Dokken i maj, og sæsonen var i det hele taget kendetegnet ved stigende tilskuertal. Næsten 2.000 tilskuere så i gennemsnit hjemmekampene, og Team Esbjerg havde suverænt flest tilskuere både ude og hjemme.

Klubben oplever inden den nye sæson en ekstraordinær høj efterspørgsel efter sæsonkort. De første 500 blev solgt på rekordtid, så det tegner godt for opbakningen.

- Der venter uden tvivl vort hjemmepublikum store oplevelser i Blue Water Dokken, ikke kun i den hjemlige liga, men også i CL-gruppespillet, hvor vi møder blandt andre Larvik og Sävehof. Vi kan vel sige, at det nordiske mesterskab for klubhold også bliver afgjort i det puljespil, siger sportschef Thomas Hylle.

Team Esbjerg går også i den nye sæson efter at vinde grundspillet i Primo Tours Ligaen, hvilket giver et godt grundlag for at genvinde det danske mesterskab.

- Vi vil ligeledes gøre alt for at gøre en god figur i CL-gruppespillet og repræsentere Danmark på bedste vis i denne fornemme turnering. Det betyder meget for Team Esbjerg og dansk kvindehåndbold, at vi er med ikke kun i denne sæson, men også på langt sigt, siger Thomas Hylle.

[caption id="attachment_28915" align="alignleft" width="505"]Kamp i Primo Tours Dameligaen mellem Nykøbing Falster Håndboldklub og Team Tvis Holstebro, 4.2.2016 i Scandlines Arena, Nykøbing Falster. (Søren T. Larsen/EVENTMEDIA). Kamp i Primo Tours Dameligaen mellem Nykøbing Falster Håndboldklub og Team Tvis Holstebro, 4.2.2016 i Scandlines Arena, Nykøbing Falster. (Søren T. Larsen/EVENTMEDIA).[/caption]

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER