Esben

Sårede Team Tvis er en farlig modstander

Kampoptaktsmeddelelse:

Team Esbjergs kommende modstander, Team Tvis Holstebro, er efter nederlag i tre af de fire første kampe i Boxer Dameligaen sunket til en ende af tabellen, hvor holdet ikke er vant til at befinde sig.

Tabet af to af ligaens største profiler, Kristina Kristiansen og Ann Grete Nørgaard, og en på ny langtidsskadet playmaker, Lærke Møller, har været hårdt kost for vestjyderne, der dog har fået en højtkvalificeret erstatning på fløjen i norske Camilla Herrem fra HCM Baia Mare. Desuden er ligaens topscorer i fjor, Jette Hansen, kommet til fra Silkeborg-Voel KFUM, som Team Tvis forleden overraskede imod ved at udspille på udebane i Santander Cup.

- Hvis Team Tvis taber i morgen, vil holdet miste yderligere terræn, og vi forbereder os på at møde et topmotiveret mandskab, der er tvunget til at tage point fra også topholdene. Team Tvis har en skarp startopstilling, og forcen er fortsat et aggressivt forsvarsspil og en stærk kontrafase. Det er meget tjubang-håndbold, som det kan være svært at lægge taktik imod. Holdet har dog ikke bredde til at være toneangivende i hele kampen, og i de svagere perioder skal vi være klar til at slå til, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.

Også Team Esbjerg har haft svært ved at spille på højt niveau i hele kampe i de fire første spillerunder, og mod Team Tvis er der ikke råd til at have lange passager med udfald. Desuden spiller det ind, at holdet torsdag aften spillede pokalkamp i Odense og skal i aktion mindre end to døgn senere. Hidtil har indsatsen dog været koncentreret, når det gjaldt, og det bliver der behov for i Holstebro.

Fløjen Maibritt Kviesgaard skal mandag til en ny undersøgelse for den skade, der har holdt hende ude i flere uger, og er heller ikke mod Team Tvis til rådighed.

Team Esbjergs trup til kampen i Boxer Dameligaen mod Team Tvis Holstebro lørdag den 3. oktober kl. 14.00 i Gråkjær Arena:

Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn

Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Tove Seest

Streg: Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen

Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Lotte Grigel, Jenny Alm og Betina Riegelhuth.

[caption id="attachment_19734" align="alignleft" width="505"]Foto: Eventmedia Foto: Eventmedia[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER