Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Silkeborg-Voel forlænger med Julie Aagard

Pressemeddelelse:

Julie Aagaard fortsætter i grønt

I kølvandet på lørdagens sejr kan vi i Silkeborg-Voel med glæde meddele, at Julie Aagaard har forlænget sin aftale med klubben. Julie Aagaard kom til Silkeborg-Voel op til denne sæson på en 1-årig aftale og er i mellemtiden flyttet til Silkeborg, hvor hun har fundet sig godt til rette både i og uden for klubben.

- Jeg er hurtigt blevet rigtig glad for Silkeborg. Klubben har for det første givet mig muligheden for at komme hertil med så stor fleksibilitet det første halve år, at jeg i januar kunne gøre min bachelor færdig, og derudover er det bare en super klub at være i. Der er et rigtig godt sammenhold mellem os spillere og også et godt forhold mellem spillere og trænere, siger Julie Aagaard, der kom til Silkeborg-Voel med et håb om for alvor at genfinde glæden ved at spille professionel håndbold.

Den nu 25-årige højre back debuterede for Aalborg DH allerede som 15-årig, men måtte for nogle år siden trappe ned på grund af manglende glæde og motivation ved det spil, hun ellers altid havde elsket.

- Min motivation er kommet rigtig højt op igen, og jeg elsker at komme til træning og kamp nu. Jeg har lært, at det er utrolig vigtigt for mig at have en hverdag uden for banen, der fungerer, hvis jeg skal bevare glæden og motivationen for at spille håndbold. Det har Silkeborg-Voel hjulpet mig med at få, og især efter jeg er blevet færdig med mine studier og er flyttet til Silkeborg til mange af de andre spillere på holdet, kan jeg mærke, at det er helt rigtigt for mig.

Også i Silkeborg-Voel er man glad for at have forlænget aftalen med Julie Aagaard, som Jakob Andreasen ser et stort potentiale i.

- Julie er jo en rigtig skytte, og vi kan se, hvordan hun bare bliver bedre og bedre til træning. Hun passer perfekt ind i klubben og på holdet og har en enorm lyst til at træne og udvikle sig endnu mere. Jeg er sikker på, vi kan hjælpe hende til at nå et rigtig højt niveau, og derfor er jeg også glad for, at Julie har lyst til at blive hos os, siger Jakob Andreasen.

Træningsiveren viste sig lørdag aften ved, at Julie Aagaard kort efter sejrssangen og jublen i omklædningsrummet, trak i træningstøjet og kørte ned i City Motion for at træne lidt.

Billedresultat for julie aagaard

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER