Håndbold Nyheder

Slagelse U18 piger skal genrejse damehåndbolden

Mange sammenligner Slagelse HK med Anja Andersen og hendes Slagelse DT. Nu godt 10 år efter Slagelses storhedstid, er der fortsat gang i håndbolden i Vestsjælland. I U18 pigeafdelingen har 2 unge træner formået at holde på en trup som forhåbentlig skal være med til at genrejse damehåndbolden i Slagelse. Vi har taget en snak med den ene af trænerne på holdet, Emil Lohse. Læs det spændende interview herunder.

Kan du fortælle europamester.dk’s læsere hvem du er og hvilken funktion du har i Slagelse?          Jeg 22 år gammel og bosat i Slagelse. I mit daglige virke, når jeg ikke træner håndbold, så studerer jeg kommunikation og virksomhedsstudier på Roskilde Universitet.
Min funktion i Slagelse Håndboldklub er egentlig meget simpel. Jeg indgår i indeværende sæson i et ligeværdigt samarbejde med min makker Tor Mikkelsen på klubbens U18 pige årgang. Vi var været så privilegerede at få tildelt ansvaret for at genetablere Slagelses U18 pigeafdeling. Tilsvarende hvad der har været den nationale tendens, så har vi i Slagelse også haft behov for at rejse os efter en årrække med faldende medlemstal. 

Hvad kendetegner Slagelse Håndboldklub?      Jeg startede med trænergerningen i Slagelse for 7 år siden, så jeg vil ikke belære om, hvad vi i Slagelse gør anderledes end andre steder. Jeg tror tilsvarende størstedelen af klubberne rundt omkring på Sjælland, så er Slagelse Håndboldklubs fundament bygget op omkring en gruppe ildsjæle, der går den ekstra distance for at skabe nogle fede rammer, så vi som trænere har de bedste forudsætninger for at udvikle det spillermateriale, vi har. Jeg vil dog sige, at der gøres en indsats for at udvikle egne trænertalenter, hvilket også er en vigtig egenskab, når nu klubben ligger demografisk rimelig isoleret på Vestsjælland.

 Hvilken målsætning er der for sæsonen?         Det er ikke, fordi vi eksplicit har italesat en entydig sportslig målsætning på holdet. Selvfølgelig har vi lavet en forventningsafstemning, både mellem træner og klub, og mellem trænere og spillere, men hvad der får Tor og min side har været vigtigt, har været at skabe nogle rammer for spillerne, så de er blevet presset og udfordret. Den helt overordnede målsætning har været at bygge fundamentet for, at U18 håndbolden fortsat kan florere i Slagelse. Derudover så arbejder vi på at skabe spillere, der har evnerne og lysten til forhåbentlig at rejse seniorhåndbolden i Slagelse. Det er jo ingen hemmelighed, at når folk i Håndbolddanmark hører om Slagelse, så er den umiddelbare referenceramme Anja Andersen og Dream Team, hvorfor det for klubben er vigtigt at ’genrejse’ dameafdelingen. Fundamentet for dette skulle helst være vores egen ungdomsafdeling, så en del af vores målsætning er derfor i samarbejde med damesenior træneren, at vi skaber nogle rammer, der gør, at vores U18 spillere fortsætter, når de skal spille dameseinor.
Rent niveaumæssigt har vi selvfølgelig været super glade for, at niveauet har kunne hedde 1. division. Det har medført, at vores spillere har kunne blive udfordret på et så højt niveau, som muligt har været.

Hvordan er det lykkedes dig at skabe et godt træningsmiljø og hvad har du gjort for det?      Jeg ved sgu ikke, hvordan vi har lykkedes med at skabe det her træningsmiljø. I vores tilfælde tror jeg, at meget af succesen skal tilskrives pigernes egen iver efter at blive bedre. Med et U18 hold har vi følt, det har været vigtigt at inkludere spillerne i, hvad de selv ønsker at få ud at håndbolden, så vi rammer dem der, hvor de er.

Hvordan er det lykkedes en klub som Slagelse at skabe et 1. Division A hold to sæsoner i træk            Jævnfør lidt svar på ovenstående spørgsmål, så har vi haft held med at tilpasse rammerne det pågældende holds ambitioner. Derudover tror jeg, at en stor del af det kan tilskrives flere års ungdomsarbejde. De spillere som nu udgør vores U18 trup, har næsten alle sammen spillet deres ungdomsår i Slagelse Håndboldklub, så det øgede fokus der har været på at få flere til at spille håndbold, er hvad vi nu på U18 ser bærer frugt. Der gøres meget for udviklingen af egne talenter og individuelle færdigheder på alle niveauer. Der har fra bestyrelsens side været en stålfast tiltro til, at bredden på sigt vil medføre ’eliten’, og jeg postulerer ikke, at vi er en eliteårgang, tværtimod, men vi kan i hvert fald se, hvordan det kan betale sig at fokusere på personlig udvikling af både spillere men også egne trænertalenter.

Hvilke ambitioner har du for din fremtid? Hvad er drømmejobbet indenfor håndboldsverden?      Det der tænder mig ved håndboldfaget er udviklingen. Jeg nyder at se spillere excellere og få succesoplevelser. Mange af de her spillere, har jeg kendt siden, de var U12, hvor jeg ved flere lejligheder har haft muligheden for at præge dem rent håndboldmæssigt. Jeg bliver glad, når jeg ser, hvor langt de siden da er nået både som håndboldspillere men også som mennesker. Så hvis jeg skal nævne en ting, der er hovedfaktor i, at jeg gider at bruge så absurd mange timer i Antvorskov-Hallen, så er det, fordi jeg kan se, hordan pigerne udvikler sig, både som hold men især også som individuelle spillere.

europamester_510px_hoj_nyhed