Håndbold Nyheder

Stor opbakning til kvindehåndbolden i Holstebro

I aften mødes TTH Holstebro og FC Midtjylland i kvindernes Primo Tours Liga. TTH har ikke kunnet følge trit med FC Midtjylland i toppen af ligaen, men Dagbladet Holstebro-Struer skriver i dag, at interessen for kvindehåndbolden stadig er stor i det vestjyske. Ny statistik over tilskuerne til TTH’s hjemmekampe viser, at der stadig er stor tilskueropbakning.  For et år siden var der i gennemsnit 1212 tilskuere, mens der i år er et snit på 1192. TTH-direktør John Mikkelsen er ganske tilfreds og udtaler til dagbladet:

“De tal er vi meget godt tilfredse med. Det viser, at der stadig er opbakning til dameprojektet, selv om vi har været nødt til at ændre det på grund af økonomien.”

Dameholdet fra TTH Holstebro har i år været nødt til at satse på unge talenter på grund af økonomien, og som det ser ud lige nu, skal det unge mandskab ud i ekstra kampe for at forblive i ligaen.