Line Daugaard skrev på idol.dk om sin karriere:

Jeg kommer fra en meget sportsinteresseret familie, og det stod ligesom i stjernerne at jeg ville komme til at dyrke masser af idræt.
Det startede med gymnastik og spring, som efter nogle år blev afløst af fodbold og håndbold. Jeg var ikke mere end 8-9 ar da jeg startede med at kaste med læderkuglen, men det skulle lynhurtigt komme til at fylde hele min hverdag. Fodbolden blev droppet så jeg kunne bruge fritiden 100% på håndbold. Vi havde det helt fantastisk i de ungdomsår, og mange af de venskaber der opstod dengang eksisterer stadig. For det var nu anderledes særligt at spille håndbold dengang, hvor det kun drejede sig om "fis og ballade".
I pigespillerårene begyndte jeg så at komme på forskellige udvalgte hold. Det fik dog umiddelbart en barsk pause, da jeg som 15-årig sprang korsbåndet i det venstre knæ. Det tog temmelig lang tid at komme over, men alligevel yalgte jeg at tage på gymnasiet som Team Danmark-elev i håndbold. Det betød så bare, at jeg måtte genoptræne det første halve år af første g, men det var jeg indstillet på.
Da jeg var blevet fit igen, blev jeg udtaget til ungdoms-landsholdet, hvilket på mange måder var utroligt spændende. Bare det at stå i en dansk landsholdtrøje..,.1996 tog vi så til EM i Polen hvilket vi rent faktisk vandt. Jeg tror endda vi skrev historie, idet vi vist nok var det første danske u-hold der vandt guld.
Jeg begyndte også at spille på Ikast's bedste damehold, der dengang også var godt placeret i den bedste række. Og det var faktisk dér min personlige udvikling for alvor startede. Det var meget lærerigt at spille med de "store". Men men men....uheldet var ude efter mig igen, og blot et halvt år før jeg skulle have været til VM på Elfenbenskysten, røg korsbåndet i højre knæ. Jeg kunne ikke nå at blive klar, og var heller ikke interesseret i at forcere noget, Jeg måtte bare igennem endnu et langt genoptræningsforløb
De oplevelser der følger med sådan en skade er umulige at beskrive på et par sider, det kan jeg faktisk skrive en hel bog om. Jeg vil på nuværende tidspunkt nøjes med at konkludere, at man når hele følelsesregisteret igennem....1OOO gange.
Jeg klarede at vende tilbage til anden del af sæsonen 97-98. og det var faktisk ikke et dårligt tidspunkt. Ikastpigerne var nemlig flyvende på dette tidspunkt, og vi vandt både DM og Citycuppen. Det var en fed tid at spille håndbold i. Efter disse klubtriumfer blev jeg spugt om jeg ville prøve min chance på landsholdet, hvilket jeg takkede nej til. Knæet skulle have ro, og mentalt var jeg på ingen måde klar. De samme ting talte da jeg et halvt års tid senere igen blev spurgt,
Til gengæld skete der noget i sommeren 99. Da meldte lysten sig, og dét er i hvert fald noget jeg ikke har fortrudt. Inden der var gået et år, havde jeg både været med til For-OL i Sidney, hvor jeg spillede min debutkamp, og til VM i Danmark-Norge. Det har simpelthen været vildt spændende hele vejen igennem, selv om jeg da har opdaget medaljens bagside. Bla. det pres der pludselig ligger på én , fordi man har spillet en landskamp.
I sæsonen 2000/2001 nåede jeg så til et nyt kapitel i mit liv. Ikast trøjen blev lagt på hylden i, for istedet at tørne ud for Brabrand. Fra at have spillet som tophold i ligaen, og spillet europacupkampe skulle jeg nu spille for et mindre godt placeret hold. I første omgang drejede det sig om overlevelse i ligaen, men det lykkedes som bekendt desværre ikke, og jeg valgte efter nedrykningen med Brabrand at skifte tilbage til Ikast til sæsonen 2001/2002.

-------------

se også Line's dagbogsnotater fra idol.dk