Esben

Susanne Kastrup forlænger med Team Esbjerg

Klubmenneske glæder sig til to nye sæsoner

Team Esbjerg har indgået en ny aftale med Susanne Kastrup Forslund, hvis kontrakt nu løber til 30. juni 2017. Den 31-årige venstrefløj kom i 2013 til klubben efter 14 år i KIF Vejen, og hendes forventninger til klubskiftet er i alle henseender blevet opfyldt.

- Jeg er glad for og stolt af at skulle spille to sæsoner til for Team Esbjerg. Jeg har følt mig hjemme i klubben fra dag et, og jeg er et sted i min håndboldkarriere, hvor jeg aldrig har været mere rutineret, og hvor kroppen fortsat er frisk, siger Susanne Kastrup Forslund.

Hun havde i fire sæsoner Team Esbjergs nuværende cheftræner, Lars Frederiksen, som træner i sin tidligere klub, og han vidste om nogen, hvad han fik i medgift, da ”Tulle” kom til sin nye klub.

- Susanne besidder rigtig mange egenskaber som håndboldspiller. På banen præsterer hun fantastisk backspil i forsvaret og er en fløjspiller af høj kaliber. Derudover er hun en god kammerat, hun er loyal over for klubben og har gode værdier som menneske. Det er en stor gevinst for både holdet og klubben, at hun er i Team Esbjerg i yderligere to sæsoner, siger Lars Frederiksen.

Susanne Kastrup Forslund er uddannet cand.pæd.psyk. fra Aarhus Universitet, men vil i de kommende to et halvt år nyde privilegiet fortsat at have håndbold som fuldtidsbeskæftigelse. Hun er gift med den tidligere håndboldspiller, Mads Forslund, der er uddannet erhvervsjurist og ansat ved Kolding Kommune. Parret har sønnen Hugo på tre år.

Den hurtige fløjspiller med 32 A-landskampe pådrog sig under træning før jul en hjernerystelse, som hun stadig lider af følgerne af, men ellers har hun aldrig været alvorligt skadet. Hun er klar til at forfølge sine egne og klubbens høje mål i de næste sæsoner.

- Jeg har en bronzemedalje sammen med Lars, og den vil jeg gerne have suppleret med en medalje eller to af mere ædel karat. Og så drømmer vi om at komme til at spille Champions League. Med den bredde, vi har fået i truppen, skal vi påtage os en favoritværdighed. Vi har høje forventninger til os selv, men det er ikke bare givet, at vi kommer til at spille Champions League. Vi skal hele tiden minde hinanden om, at der skal hårdt arbejde til, inden vi kan høste frugterne, siger Susanne Kastrup Forslund.

Hun er den anden spiller med kontraktudløb efter denne sæson, som har forlænget sin aftale med Team Esbjerg til 2017. Tidligere har Lotte Grigel indgået en kontrakt af lignende længde.

 

[caption id="attachment_19528" align="alignleft" width="501"]Susanne Kastrup Forslund (Foto: Niels Husted). Susanne Kastrup Forslund (Foto: Niels Husted).[/caption]

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER