Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Team Esbjerg fremrykker Jesper Jensens tiltræden

Pressemeddelelse: 

Team Esbjergs bestyrelse har besluttet at fremrykke ansættelsen af Jesper Jensen som assisterende cheftræner for ligaholdet, og han tiltræder i dag og bliver en del af fremtidens trænerduo med cheftræner Lars Frederiksen. Det indebærer, at Lars Krogh Jeppesen fratræder.

- Lars Krogh Jeppesen har udført et godt stykke arbejde i de år, han har været i klubben, og har stor andel i de resultater, der er skabt med senest det danske mesterskab. Men i lyset af Lars Frederiksens arbejdsmængde med et tæt kampprogram og den sportslige situation, vi befinder os i, har vi fundet det bedst at fremrykke processen med at knytte Jesper Jensen til holdet. Der er udsigt til, at Lars Krogh både i denne og de kommende måneder i perioder vil være optaget af andre arbejdsopgaver. Det vil ikke være rimeligt, at vores cheftræner både er ansvarlig for en stab på over 20 mennesker og er alene om holdet, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Som et led i aftalen med Lars Krogh Jeppesen har han været frigjort til at varetage jobbet som håndboldekspert for Danmarks Radio ved blandt andet de store slutrunder. I længden har det vist sig ikke at være holdbart, at der ikke konstant er to trænere omkring ligaholdet.

Lars Krogh Jeppesen er helt bevidst om de begrænsninger, hans øvrige virke har givet i forhold til Team Esbjerg, og han forstår beslutningen.

- Klubben og jeg har haft en god dialog, og jeg har forståelse for situationen og udfordringerne. Med min aftale med klubben – og øvrige arbejdsopgaver – deltager jeg kun i en del af kampene, hvilket med et travlt kampprogram i foråret ikke er optimalt. Derfor er løsningen med øget tilstedeværelse i trænerteamet meget naturlig, siger Lars Krogh Jeppesen.

Han ønsker alle i og omkring klubben, og frem for alt pigerne, det bedste – og krydser fingre for et godt forår, som forhåbentlig ender med nye medaljer som i de foregående to sæsoner.

Cheftræner Lars Frederiksen betegner samarbejdet med Lars Krogh Jeppesen om at opnå de bedste resultater i klubbens historie som fantastisk, men erkender samtidig, at der er behov for to trænere på fuld tid.

- Jeg har den seneste tid kunnet mærke, at belastningen ved i perioder at være alene om holdet er større, end jeg havde ventet. Vi er i en situation, hvor den løbende individuelle vurdering og samtale med hver enkelt spiller er vigtig, og det kan være svært at nå i et kampprogram med både hjemlig liga og Champions League. Derfor er det den rigtige beslutning at ansætte Jesper Jensen allerede nu, også i lyset af, at vi som trænerduo skal arbejde sammen de næste to sæsoner, siger Lars Frederiksen.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER