Esben

U18 piger i VM-kvartfinale efter storsejr

Fra DHF:

De danske U18 piger overlegne efter pausen - franskmænd var chanceløse

Efter en sejr på 33-22 over Frankrig kvalificerede de danske U18 piger sig mandag aften til kvartfinalerne ved VM i Makedonien og onsdag klokken 19.30 skal holdet møde en af turneringens forhåndsfavoritter, Rusland, i feriebyen Ohrid.

Allerede fra start virkede det danske hold optisk overlegent og midt i 1. halvleg kunne de danske piger have slået et måske afgørende hul ved 8-4, men dels var afslutningerne ind imellem meget forhastede, dels stod den franske keeper Victoria Alric fremragende før pausen og endelig var det danske forsvar lidt mere febrilsk og tøvende i samarbejdet, end man tidligere har set.

Således fik den franske stregspiller rigeligt med plads mellem de to danske midterforsvarere og det lykkedes faktisk franskmændene at nå op på 11-11 selv om de var en spiller i undertal.

Et par danske kontraer senere viste lystavlen 14-11 og de tre måls forspring holdt til pause, hvor stillingen var 17-14 til Danmark.

Og så gik det ellers stærkt.

Både fordi det danske forsvar var langt mere beslutsomt foran en med en redningsprocent på 50 endnu engang velspillende Althea Reinhardt, og også hjulpet godt på vej af en meget ustruktureret og flagrende fransk mandsopdækning af først Paulige Bøgelund og siden Celene Kristiansen på højre back.

Det var guf for de gennembrudsstærke danske bagspillere og ikke mindst for Maria Lykkegaard på stregen – og Celine Kristiansen lod sig heller ikke genere mere af mandsopdækningen end at hun ved 27-17 peb den første danske timåls føring i nettet.

Sejren på 11 mål var den største i de otte 1/8 finaler, og udover Danmark-Rusland ser onsdagens kvartfinaler ved vM således ud: Holland-Rumænien, Brasilien-Montenegro og Tyskland-Korea. Vinderen af sidstnævnte kamp skal i semifinalen møde vinderen af Danmark-Rusland.

”Vi havde forberedt os grundigt på den højre back, der normalt er en vigtig brik i det franske spil, så jeg vil tillade mig at mene, det var en ulempe for os, at hun blev syg kort før kampen og slet ikke var med,” fortæller landstræner Flemming ”Tuborg” Larsen.

”Men jeg synes, vi fik en god snak om vores forsvarsspil i pausen og så gik det fint i 2. halvleg. Nu glæder vi os meget til at få revanche mod Rusland, som vi for et par uger siden tabte finalen ved de åbne europæiske mesterskaber til.”

Danske målscorer:
Celine Kristiansen 6, Ida Mikkelsen 6, Pauline Bøgelund 4, Stine Holm 4, Maria Lykkegaard 4, Sara Hald 4, Lærke Nolsøe 4, Line Skak Nielsen 2, Suzanne Bækhøj 1, Mette Thyrsted 1, Mie Højlund 1

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER