Esben

U21 vandt broget kamp mod Rusland

Pressemeddelelse:

Tobias Ellebæk klart bedste dansker i en lidt ujævn sidste gruppekamp

Det mandlige danske U21 landshold vandt lørdag aften sin femte og sidste indledende kamp ved VM i Bosnien-Hercegovina, da holdet besejrede Rusland 30-21 efter dansk føring 17-12 ved pausen.

Dermed sluttede holdet først i Gruppe A, og efter søndagens rejse fra Banja Luka til Sarajevo skal holdet mandag klokken 18.30 spille 1/8 finale mod Schweiz, som noget overraskende tabte sidste kamp i Gruppe B til Qatar.

Efter at Tunesien tidligere på dagen lige så uventet havde besejret Frankrig med fem overskydende mål i Danmarks Gruppe A, gik Rusland ind til kampen mod Danmark med kniven for struben, idet et nederlag ville sende dem helt ud af VM. Og hvis de danske skytter havde været bare en anelse mere skarpe, ville russerne formentlig have pakket sammen allerede i opgørets indledende fase.

Men normalt så skudstærke folk som Jonas Langerhuus og Theis Baagøe afsluttede langt under niveau, og så måtte danskerne i stedet diske op med et overbevisende forsvarsspil.

Og det var præcis, hvad holdet gjorde.

Godt fem minutter tog det, før Rusland kom på scoringstavlen, og det så lovende ud, indtil en række ikke altid lige gennemskuelige udvisninger ramte den danske defensiv.

Men det hjalp noget på regnskabet, at Rasmus Bech alene før pausen snuppede to straffekast, at Tobias Ellebæk spillede fremragende både som playmaker og venstre back samt at danskerne efter et par fine bolderobringer vandt 1. halvlegs sidste undertalsperiode med 3-0.

Via 11-5 gik holdet til 17-12 ved pausen, men det havde ikke været urimeligt forlangt med minimum 25 mål i de første 30 minutter mod et ikke vanvittigt imponerende russisk forsvar.

Efter pausen fortsatte den danske dominans, og ved 22-14 så det ud til kun at blive et spørgsmål om sejrens størrelse.

Men så gik bunden fuldstændig ud af det danske mandskab, som de næste 12 minutter diskede op med den isoleret set ringeste indsats hidtil ved slutrunden Tekniske fejl blev suppleret med forcerede indspil, uskarpe afslutninger og en noget opgivende attitude i forsvaret.

Og havde det ikke været for russernes mangelfulde niveau, ville den danske otte måls føring være blevet hentet og ikke kun halveret, som det var tilfældet ved 22-18 og 23-19.

Men danskerne kom op på hesten igen, fandt niveauet og kørte en sikker sejr hjem til sidst.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER