Sarah

Ung schweizer til Mors-Thy Håndbold

Pressemeddelelse:

Mike Felder til klubben på 1-årig aftale.

Mors-Thy Håndbold har lavet en 1-årig aftale med den 21-årige schweiziske bagspiller Mike Felder. Selv om kontrakten først træder i kraft pr. 1/7 2016, har Mike allerede optrådt i den blå trøje, da han har været tilknyttet klubbens hold i 2. division siden februar i den netop afsluttede sæson.

Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold: ”I Mike Felder får vi en interessant ung spiller til Mors-Thy Håndbold - en spiller som virkelig brænder for håndbolden, og som er en ”god dreng”, der besidder de værdier og en personlighed, som vi sætter pris på her i vores klub. Vi glæder os til at se Mike i Mors-Thy Håndbold i den kommende sæson. ”

Cheftræner Jan Paulsen: ”Jeg er rigtig glad for det lykkedes at få lavet en aftale med Mike. Siden sommeren 2015 har Mike været elev på Idrætshøjskolen i Århus, hvor jeg har trænet og fulgt ham tæt. Han har en god størrelse og med den rette fysiske træning fremadrettet, vil han kunne udvikle sig rigtig meget. Hans forsvarsspil er allerede på liganiveau, hvor han er skarp på sin placering og sit dybdearbejde - angrebsmæssigt har han god vurdering og godt blik for spillet. Ud over det har han lederegenskaber, som med tiden vil vokse. Jeg glæder mig til at arbejde videre med Mike, da han rummer stort potentiale. ”

Mike Felder: ”Jeg har Jan Paulsen som træner på Idrætshøjskolen i Århus, og da han spurgte om jeg ville træne med Mors-Thy Håndbold, sagde jeg naturligvis ja. Siden februar har jeg trænet med ligatruppen et par gange i ugen og spillet kampe på 2. divisionsholdet. Det har skubbet til min drøm om en kontrakt i Mors-Thy Håndbold, så jeg er meget glad for og stolt over at det er lykkes mig. Det bliver et hold med mange nye spillere, så vi skal lære hinanden at kende og forhåbentligt slutte minimum som nr. 9-11 - og gerne højere. Jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet bedst muligt i bestræbelserne herpå. Der ud over håber jeg selvfølgelig, at jeg kan udvikle mig yderligere som spiller og kæmpe mig til spilletid, hvilket jeg tror at Jan Paulsen kan hjælpe mig med - og det glæder jeg mig til.”

Mike Felder, Schweiz. Født: 19. september 1994
Højde: 193 cm. Vægt: 88 kg.
Tidligere klubber: SG Pilatus, HEI Skæring
Højskoleelev. Jobsøgende fra august 2016
Bosat i Århus. Kæreste med Harpa

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER