Thomas Billum

Wilbek: Vi får morgendagens stjerne at se

Fra DHF:

WILBEK: VI FÅR MORGENDAGENS STJERNER AT SE

PÅ TORSDAG, DEN 28. JULI, SKYDES HERRERNES U20 EM PÅ DANSK GRUND I GANG. DANSK HÅNDBOLD FORBUNDS SPORTSCHEF, ULRIK WILBEK, SER HER FREM MOD TURNERINGEN.




Kolding og Vamdrup lægger gulv til herrernes europamesterskab for U20-landshold i perioden 28. juli til 7. august. 16 nationer fra hele Europa skal dyste om trofæet, og Danmarks vej går gennem gruppe C, hvor de øvrige modstandere er Norge, Holland og Makedonien. Mens de to sidstnævnte er debutanter ved et U20 EM, så har Norge tidligere deltaget med en 6. plads i 2012 som bedste resultat. Sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, ser dog ikke Danmarks større erfaring som afgørende i denne årgang:

”Det er en meget jævnbyrdig årgang med nationer, der niveaumæssigt ligger utrolig tæt på hinanden. Derfor kan vores eget hold også slutte på alt mellem en 8. plads og helt oppe i medaljekampene. Det bliver spændende at se, hvor meget holdet har rykket sig det sidste år. Morten (Henriksen, U20-landstræner, red.) har satset meget på udvikling af den enkelte spiller, og samtidig er der flere nye med, som får mulighed for at vise sig frem. Det er det, ungdomshåndbold også handler om,” indleder Wilbek.

Den rette matchning i dagligdagen
Igennem den seneste fireårige periode har Danmark haft en årgang, der vandt næsten alt, hvad de kom i nærheden af. Et hold der blandt andet bestod af spillere som Lasse Andersson, Magnus Landin, Andreas Holst Jensen, Johan Hansen og Frederik Clausen. Nu skal vi se efterfølgerne i Kolding og Vamdrup de kommende to uger. Selvom der også er store talenter, der kan havne på A-landsholdet, så anfører sportschefen, at det ikke er fair at sammenligne de to årgange:

”Den årgang vi havde før denne var helt unik. Vi kan ikke forvente, at de her unge drenge kan leve op til de samme resultater. Omvendt har mange af de her unge spillere allerede spillet Liga og 1. division, og de fleste spiller allerede i klubber, der passer til deres niveau. Det er vi glade for, fordi det er bedst for deres udvikling at blive matchet på rette niveau i dagligdagen,” fortsætter sportschefen, der kun når at se Danmarks to første kampe, inden han sætter sig i flyet mod Rio og De Olympiske Lege. Han opfordrer dog danskerne til at komme i hallerne under U20 EM og fortæller hvilken betydning, en hjemmebane kan have.

”Hvis folk vil se morgendagens stjerner, er det bare om at møde op. Hjemmebanen betyder, at vores hold får lov at vise sig frem for familie, venner, danske fans og pressen på en helt anden måde end normalt, når holdet spiller slutrunder i eksempelvis Rusland eller Makedonien. Opbakningen på hjemmebane kan måske være med til at de kampe, der ligger på vippen, lige kan tippe til vores fordel,” slutter sportschef i DHF, Ulrik Wilbek.

Danmarks kampe samt mellemrunde og finale-/placeringskampe
28. juli 20.00: Danmark-Holland
29. juli 20.00: Makedonien-Danmark
31. juli 20.00: Danmark-Norge
2-3. august: Mellemrunde
5. august: Semifinaler + placeringskampe
7. august: Finale + bronzekamp + placeringskampe

Fakta:
- Herre-U20 EM bliver afviklet i Kolding og Vamdrup 28. juli-7. august
- Du kan læse mere om slutrunden på den officielle hjemmeside www.m20euro2016.com og på DHF’s egen side www.dhf.dk/u20em
- Du har mulighed for købe en éndags-billet til 75 kr., som giver adgang til alle kampe den pågældende dag i Kolding og Vamdrup. Du kan også købe en partout-billet til 450 kr. Denne billet giver adgang til alle kampe alle dage under slutrunden. Billetter købes her:http://kif.billetten.dk/

Mest læste på HBOLD.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER