1. divisionsklub kunne være blevet reddet fra konkurs
Tidligere tirsdag kom det frem, at HC Odense snart bliver begæret konkurs. Nu fortæller formanden om grunden.
HC Odense havde i alt ni aktionærer, hvoraf formanden Carsten Gjørtsvang selv var en af dem. Han og en investor forsøgte at overtage alle aktierne i klubben, som ifølge ham var 0 kroner værd. De tilbød at købe aktierne for 1 krone og derefter selv investere penge i klubben.
Men tre af de ni aktionærer sagde nej til tilbuddet, og dermed faldt planen til jorden. Det blev ifølge Gjørtsvang den endelige dråbe.
"Vi vil ikke mere, vi kan ikke mere. Der er ikke mere at komme efter, nu er det bare sådan. Snip, snap, snude," siger Carsten Gjørtsvang til TV 2 Fyn.
Selvom HC Odense endnu ikke officielt har indgivet konkursbegæring, forventer klubben at gøre det i løbet af de kommende dage.