EH Aalborg forstærker truppen: Henter dansker i Bundesligaklub
Håndboldkvinderne fra EH Aalborg forstærker fra den kommende sæson truppen med playmaker Ida Hoberg, der kommer til klubben fra den tyske Bundesligaklub HSG Blomberg-Lippe.
Ida Hoberg, der oprindeligt har haft sin håndboldopvækst i Viborg HK, har efter et kort ophold i Randers HK de sidste tre år spillet i udlandet. Først en enkelt sæson på Island for klubben Knattspyrnufélag Akureyrar inden hun for to år siden tog til den tyske liga op topklubben Blomberg-Lippe, hvor hun har været en af klubbens profiler og blandt andet har scoret 49 mål på denne side af nytår.
Men fra den kommende sæson bliver det altså EH Aalborg, der får glæde af den stærke bagspiller.
“Efter tre spændende år i udlandet, hvor jeg har lært utrolig meget både på og uden for banen, føles det som det helt rigtige tidspunkt at vende hjem til Danmark. Jeg har nydt rejsen og udviklingen, men nu glæder jeg mig til at tage næste skridt i et miljø, der føles som det perfekte match for mig. Aalborg har fra start lydt som det rette sted. Klubben, trænerne og hele setup’et stemmer overens med mine ambitioner og værdier, og jeg ser en stærk fælles vision for fremtiden. Det er en klub med gode ambitioner, og jeg ser virkelig frem til at blive en del af projektet og bidrage med alt, hvad jeg kan. Jeg glæder mig til at komme hjem, til at møde mine nye holdkammerater og til at kæmpe for klubben og dens fans,” lyder det fra Ida Hoberg i en pressemeddelse.
Også hos EH Aalborg er der stor glæde over at kunne tiltrække så spændende en spiller som Ida Hoberg.
“Efter mange samtaler med med Ida om fremtiden er vi i EH Aalborg utroligt stolte af, at det er lykkedes at hente Ida til klubben. Ida har spillet en fremragende sæson i Tyskland, og vi ved, der har været stor konkurrence om hende – også med hold, der i år er kvalificeret til slutspillet. Men det har været tydeligt at mærke i processen, at der har været to parter, der virkeligt har villet hinanden og troet på hinanden, og at det nu er lykkedes, er vi enormt stolte over,” siger sportslig ansvarlig i EH Aalborg, Andreas Larsen.
Inden Ida Hoberg skifter HSG Blomberg-Lippe ud med EH Aalborg, venter der en spændende afslutning på opholdet i Tyskland, hvor hendes tyske hold efter 20 spillerunder ligger på 3. pladsen, ligesom holdet har kvalificeret sig til Final4 i Europaen League, hvor de i semifinalen møder Ikast Håndbold.