Rikke Iversens landsholdscomeback handler om mere end at finde tilbage i den danske trøje.
For første gang skal hun også prøve at være væk fra sin ti måneder gamle søn i en uge.
“Jeg har jo ikke været væk i en uge fra min søn før. Så det her med bare at komme tilbage og være en del af det, tror jeg fylder mest,” siger Rikke Iversen til Europamester.dk.
Hun er med ved landsholdets samling inden weekendens kampe mod Tyskland og Norge i Odense. Det er den sidste samling før EM-udtagelsen, men lige nu fylder glæden ved at være tilbage mere end spændingen om en mulig slutrundeplads.
“Jeg er meget rolig lige nu, fordi jeg bare er så glad for at prøve at være med igen.”
Der er samtidig fundet mulighed for, at hun kan se familien undervejs. Hun fortæller, at hun kan tage hjem en aften, og at et besøg fra kæresten og sønnen også kan komme på tale.
“Jeg har faktisk fået mulighed for at tage hjem en aften og sige hej. Og hvis jeg har lyst, så tænker jeg, at min kæreste kommer med baby og siger hej.”
At samlingen foregår i Odense, gør det praktiske lettere.
“Det er dejligt, at det er Odense. Så er det jo ikke i en helt anden ende af landet.”
Sønnen har til gengæld allerede fået erfaring med livet omkring en professionel håndboldspiller. Han har været med på ture til kampe og har også fulgt med rundt i Europa.
“Han har været med på Champions League-ture rundt i Europa.”
Opbakningen hjemmefra er i det hele taget en vigtig del af forklaringen på, at Iversen kan vende tilbage på højeste niveau. Hun fremhæver hjælpen fra sin partner, samtidig med at hun selv har skullet finde balancen mellem håndbolden og den nye hverdag.
“Man vil også gerne nyde den der nye tilværelse, man er blevet som familie og som mor. Men jeg er sindssygt glad for, at jeg har en mand derhjemme, der virkelig bakker op.”





























