Emil Bergholts skifte til SG Flensburg-Handewitt har været kendt længe, men nu er tiden i Skjern Håndbold officielt forbi.
Den danske landsholdsspiller har taget afsked med klubben, hvor han både voksede op som fan, fik sin seniordebut og senere etablerede sig som en markant profil.
“Et kapitel i Skjern Håndbold er slut. I hvert fald for nu,” skriver Emil Bergholt på Instagram.
For Bergholt har Skjern været langt mere end en arbejdsplads. Det var klubben, han fulgte fra tribunen som barn og ung, inden han selv fik chancen på førsteholdet.
Opholdet har også budt på modgang. Blandt andet blev han ramt af en korsbåndsskade, som holdt ham ude i næsten et år.
Til gengæld er det også i Skjern, at han har stiftet familie og skabt relationer, som han tager med sig videre.
“Det er også her, jeg stiftede familie, fik relationer og venskaber for livet. Alt sammen noget, jeg vil tage med mig videre i min karriere og mit liv.”
Nu rykkes teltpælene op og placeres i grænselandet, hvor Bergholt skal fortsætte karrieren i Flensburg.
Skiftet bliver samtidig et markant skridt i karrieren for den danske stregspiller, der får mulighed for at prøve sig af i Bundesligaen og samtidig skal være med til at udfylde tomrummet efter Johannes Golla og Lukas Jørgensen.




























