Bojana Popović har i årtier haft en helt særlig relation til dansk håndbold, hvor hun som aktiv spiller dominerede sporten og vandt stribevis af titler. Nu er den montenegrinske legende tilbage på den danske bænk som assistentlandstræner for Helle Thomsen – sideløbende med sit job som cheftræner for den rumænske storklub CSM Bucuresti.
I et interview med Billed-Bladet fortæller Popović ærligt om de følelser og ambitioner, der fik hende til at takke ja til rollen på det danske kvindelandshold:
“Danmark har været mit andet land, mit andet hjem i mange år, og jeg tænkte, at det ville være godt for mig at komme tilbage og få den følelse tilbage. Det er en oplevelse, som jeg gerne vil have i min trænerkarriere, at komme til Danmark og vinde titler som træner og ikke som håndboldspiller.”





























