Dansk keeper med flot kåring
Det har været en sæson ud over det sædvanlige for Emil Nielsen. OL-guld og EM-sølv for Danmark samt en Champions League-triumf for FC Barcelona. Hver gang med den 27-årige målmand i en hovedrolle.
Lørdag mundede det ud i en kåring af Emil Nielsen som ’Most Valuable Player 2023/24’ – sæsonens bedste spiller i Europa – udpeget af Det Europæiske Håndboldforbund. Emil Nielsen var selv i Wien for at modtage prisen ved det store EHF Excellence Awards.
Også Magnus Saugstrup var blandt de tre nominerede til prisen. Den sidste var Emil Nielsens klubkammerat i Barcelona, franske Dika Mem.
Hos kvinderne vandt norske Stine Oftedal Dahmke prisen. Også her var der en dansker blandt de tre nominerede i form af Line Haugsted.
Der var under showet ligeledes hæder til Mathias Gidsel, der modtog den nyoprettede pris, ‘European Olympic Excellence Award’, som den bedste europæiske spiller ved OL sammen med den norske målvogter Katrine Lunde, der vandt kvindernes pris.
Endelig blev Anja Andersen og Mikkel Hansen officielt optaget i EHF’s Hall of Fame.
Pressemeddelelse fra DanskHåndbold