Helena Elver fik en solid start på Champions League-sæsonen.
Den danske landsholdsprofil scorede fire gange, da Győri Audi ETO KC lørdag besejrede Podravka med 26-23 på udebane.
Györ havde godt fat i opgøret og gik til pause med en føring på 15-11. Efter pausen voksede forspringet yderligere, og på et tidspunkt var gæsterne foran med hele otte mål.
Men Podravka nægtede at give op.
Hjemmeholdet fik bedre fat efter pausen, mens Györ samtidig mistede noget af rytmen. Det blev derfor en mere tæt afslutning, end den ungarske storklub havde lagt op til.
Det erkendte Tjaša Stanko også efter kampen, selv om hun naturligvis var tilfreds med resultatet.
“Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at vi kom i gang med Champions League med en sejr. Det var det, vi gik efter. Måske leverede vi ikke vores bedste præstation, men jeg synes, vi vidste på forhånd, at Podravka er rigtig stærke på hjemmebane, og det viste de også. Vi lavede mange fejl, og vi er stadig lidt på jagt efter vores rytme, men i sidste ende tager vi de to point med hjem”, siger hun til Eurohandball.
For Helena Elver blev det samtidig en personlig fin europæisk åbning med fire scoringer.
Györ har dermed fået de første point på kontoen i jagten på endnu en Champions League-titel.





























