Michala Møller tog denne sommer det første store skridt ud af dansk klubhåndbold.
Efter hele karrieren i Danmark skiftede den 26-årige bagspiller til ungarske FTC – og indtil videre har opholdet levet op til forventningerne.
Møller fortæller til SE og HØR, at hun har fundet sig godt til rette i Budapest, selv om der naturligt har været mange nye indtryk og nye holdkammerater at lære at kende.
“Jeg havde store forventninger, men jeg synes virkelig, de er blevet indfriet, så jeg er meget glad for, hvor jeg står lige nu,” siger hun til Se og Hør.
I FTC er hun samtidig blevet genforenet med Jesper Jensen, mens også Anna Kristensen og Mette Tranborg er blandt de danske islæt i truppen.
Og heller ikke privat står Møller alene med omstillingen.
Kæresten Oliver er flyttet med til Budapest og har fået mulighed for at arbejde fra hjemmet i den ungarske hovedstad. Dermed kan parret dele det udlandseventyr, som ellers sagtens kunne være endt med et langdistanceforhold.
Møller understreger dog, at beslutningen om FTC-skiftet først og fremmest blev taget ud fra det håndboldmæssige.
At kæresten samtidig kunne flytte med, har blot gjort overgangen endnu lettere.
Nu venter landsholdet igen for Møller, der lørdag skal i aktion mod Rumænien i semifinalen ved EHF Euro Cup.





























