Det danske kvindelandshold må undvære en af sine absolutte nøglespillere, når holdet søndag eftermiddag tørner sammen med Norge i den næste testkamp forud for EM.
Venstrefløjen Emma Friis er blevet ukampdygtig efter lørdagens opgør mod Tyskland, hvor hun vrikkede om på den ene fod. Foden er ikke blevet klar til at spille igen allerede søndag klokken 16.00, skriver TV 2 SPORT.
Landstræner Helle Thomsen har derfor indkaldt en erstatning. Valget er faldet på Emilie Ytting fra København Håndbold, som i forvejen kender truppens rammer og systemer indgående, da hun trænede med tidligere på ugen som gardering for en småskadet Elma Halilcevic.
Dermed får Ytting chancen på venstre fløj i det prestigefyldte nabomøde mod de norske jenter.




























