CSM Corona Brașov har sagt farvel til trænerduoen Bent Dahl og Bo Ruudgaard.
De to kom til klubben før denne sæson, men resultaterne har langt fra levet op til forventningerne. Efter seks kampe ligger Corona blot nummer ti i den rumænske liga med én sejr, to uafgjorte og tre nederlag.
I Europa lykkedes det ganske vist holdet at spille sig videre efter to opgør mod Røde Stjerne Beograd, men et efterfølgende 20-22-nederlag til CSM Târgu Jiu blev fatalt.
“Efter denne evaluering blev det konkluderet, at et perspektivskifte er nødvendigt,” skriver Corona Brașov i sin officielle udmelding.
Ifølge Monitorul Express forsøgte klubben allerede i september at skille sig af med Dahl, men spørgsmålet om økonomisk kompensation forsinkede processen.
Parterne er nu nået til enighed, og Dahl skulle ifølge mediet alene have modtaget den løn, han havde til gode frem til afskeden.
Corona Brașov sluttede sidste sæson med bronze, og forventningerne var derfor betydeligt højere end den nuværende tiendeplads.





























