EH Aalborg fik lørdag aften sat en stopper for pointtørken i Kvindeligaen, da mandskabet i en hæsblæsende gyser vandt 31-30 over Silkeborg-Voel i Skansen.
En helt afgørende faktor i sæsonens første sejr var fløjspilleren Camille Thorhauge, der stjal rampelyset med en forrygende præstation og hele ti scoringer – flere af dem sat ind med iskolde lop over modstanderens målvogter.
Efter det forløsende slutfløjt lagde storskytten ikke skjul på lettelsen over at få sat de første to point ind på kontoen:
“Det er virkelig en forløsning. Det er virkelig, virkelig rart at få gang i sæsonen nu med en sejr. Man får slettet nullet i tabellen, så vi ikke ligger helt i bunden længere. Det letter presset og kan forhåbentlig give et løft til de næste par kampe, så vi kan hente endnu flere point,” siger Camille Thorhauge til Rishøjs Corner.
Opgøret bød på masser af fysik og dramatik i slutfasen, hvor EH Aalborg samtidig blev ramt af skader undervejs. Det krævede stor mental styrke fra de tilbageværende spillere for at holde nerverne i ro, da Silkeborg-Voel pressede på til det sidste.
“Mange af vores spillere blev desværre lidt skadede, så der kom også nogle ind, som måske ikke har stået i situationen før. Det handlede bare om at få ro på nerverne og være helt koldblodige. Det var os, der førte. Vi skulle spille til den store chance og gå mod kassen. Det er mega fedt, at folk kommer ind og præsterer,” forklarer hun.
For den rutinerede fløjprofil betød det personlige ti-målsshow også meget for ansvarsfølelsen på holdet:
“Jeg synes, jeg kan være min indsats bekendt. Det er dejligt at stå med en sejr og føle, at man har bidraget. Holdet forventer det af mig, træneren forventer det, og jeg forventer det af mig selv, så det er bare det, der skal til,” slutter en tilfreds Camille Thorhauge.




























