Ekspert i chok over Mulle og Co.: - En fuldbyrdet sensation
Nykøbing Falster rejste sig fra graven og 18-målsnederlaget i den første DM-semifinale og vandt aftenens anden dyst med cifrene 33-29 over Odense Håndbold. Dermed skal der en tredje kamp til for at finde en finalist.
Det er sjældent, at ekspert Lars Rasmussen mangler ord. Det er sådan cirka aldrig sket før.
Men det er lige før, han ikke kan finde ord ovenpå Nykøbings sensationelle sejr over Odense i den anden DM-semifinale.
- Vi taler om et Nykøbing-hold, der blev spillet fuldstændig fra hinanden i den første DM-finale. Man skal prøve at forstå, at når man taber en håndboldkamp og en DM-semifinale med 18 mål, så gør det ondt. Rigtig ondt. Derfor spåede jeg ikke Nykøbing mange chancer i denne anden semifinale, siger ekspert Lars Rasmussen til Europamester.dk og fortsætter:
- Men jeg skal da love for, at mine tanker blev gjort til skamme. Sikke en bedrift og særligt anden halvleg af falstringerne, der jo kører Odense baglæns ud af hallen og kynisk straffer enhver fejl. Og så må man bare lette på hatten for Jakob Larsens genistreg med at spille 7-mod-6 og på den måde virkelig stresse Odense-forsvaret. De var jo helt rystet og sejler rundt i forsvaret. Der er ikke meget, der lykkes særligt efter pausen.
- Mulle bringer sin erfaring, rutine og spiller det spil, som hun er bedst til. Hun sætter sine holdkammerater i de absolut bedste situationer, og da først Nykøbing var i kontrol, så var der ikke noget at gøre for Odense. Otte assists og tre mål. Waow!
- Der er grund til at have rigtig, rigtig stor respekt for de gulblusedes præstation. Det burde jo ikke kunne lade sig gøre. Og det er jo bare fordelen ved, at der i de her afgørende kampe spilles først til tre point og ikke bedst af to kampe. Hvis det var tilfældet, så skulle Nykøbing vinde kampen med 19 mål, og det kan enhver med bare lidt håndboldforstand se ikke kunne lade sig gøre, slutter Lars Rasmussen.
Nykøbing har ikke vundet en kamp mod Odense siden april 2019 - de efterfølgende 13 kampe vandt Odense. Den 14. gang gik Nykøbings vej.