EHF European League for herrer får et markant ændret format fra sæsonen 2026/27.
Turneringen vil fortsat bestå af 32 hold i gruppespillet, men den store ændring er, at i alt 14 hold fra Champions League kan blive sendt over i European League undervejs i sæsonen.
De første 12 kommer ind i playoff-runden. Det drejer sig om de hold, der slutter som nummer tre eller fire i Champions Leagues gruppespil.
Senere kommer yderligere to hold ind i ottendedelsfinalerne. Det er de hold, der slutter som nummer fem i Champions Leagues hovedrunde.
European League bliver fremover opdelt i fem faser: gruppespil, playoff, ottendedelsfinaler, kvartfinaler og EHF Finals.
Gruppespillet består som hidtil af otte grupper med fire hold i hver. Alle møder hinanden ude og hjemme, så hvert hold spiller seks kampe.
Nummer et og to i hver gruppe går videre til playoff-runden, mens holdene på tredje- og fjerdepladsen er færdige i Europa.
I playoff-runden bliver de 16 hold fra European League suppleret af de 12 Champions League-hold. Det giver 28 hold og dermed 14 playoff-opgør over to kampe.
De 14 vindere går videre til ottendedelsfinalerne, hvor de får selskab af de sidste to hold fra Champions League. Herfra fortsætter turneringen som en klassisk knockoutturnering.
Alle parringer i playoff, ottendedelsfinaler, kvartfinaler og semifinaler bliver afgjort ved lodtrækning.
Det nye format betyder samtidig, at alle fire deltagere ved EHF Finals i Hamburg vil have spillet 14 kampe i løbet af turneringen. Tidligere kunne forskellen være op til fire kampe, afhængigt af holdenes vej gennem turneringen.
Vigtige datoer i European League 2026/27:
| Fase | Dato |
|---|---|
| Gruppespil | 29. september – 2. december 2026 |
| Playoff | 9. februar – 2. marts 2027 |
| Ottendedelsfinaler | 23. og 30. marts 2027 |
| Kvartfinaler | 20. og 27. april 2027 |
| EHF Finals | 22.-23. maj 2027 |





























