Ny FHK-spiller gik målamok
Den svenske bagspiller leverede 11 mål på 12 forsøg, tog ansvar i pressede faser og stod tilbage som den naturlige hovedperson, da hallen rejste sig efter slutsignalet. Først på Aftermatch-scenen, hvor han blev hyldet for sin indsats – og kort efter af HK Ultras, der kårede ham til månedens FHK-spiller i november. En præstation, der siger alt om, hvor hurtigt han har spillet sig ind efter sin ankomst fra IFK Skövde i starten af måneden.
"Det var helt fantastisk på hjemmebane. Der var så mange fans, der støttede os. Det var helt fantastisk at vinde her," sagde han efter kampen til Fredericia AVISEN.
"Vi fik en god start, og det gjorde en stor forskel. I andre kampe har vi været bagud fra begyndelsen, men i dag var vi foran gennem hele kampen."
Ljungquist forklarede, at netop Ringsted-kampen faldt perfekt i forhold til hans kompetencer.
"Jeg spiller meget på dueller, og jeg kan godt lide at gå direkte på mand-mand. Det passede godt til mig i dag. Og så blev det jo også til nogle straffemål," sagde han.
Inden for få uger er han blevet en naturlig del af FHK-holdet – og selv peger han på modtagelsen i klubben som grunden til, at han allerede nu præsterer på højt niveau.
"Holdet har været helt fantastisk fra dag ét. De har taget rigtig godt imod mig. Jeg trives virkelig godt her."
Programmet har været tæt, siden han kom til klubben, og det fortsætter det med, men det bekymrer ham ikke.
"Vi har haft næsten to kampe om ugen, siden jeg kom til holdet. Vi er forberedte, og vi er en bred trup med mange gode spillere, så det skal vi nok klare."