FIF overraskede alt og alle: Det er et rigtig flot resultat
FIF sikrede en imponerende 35-31 sejr over TMS Ringsted i pokalturneringen. Midterholdet fra den danske næstbedste række spillede med selvtillid og energi, der fik TMS Ringsted fra Herreligaen til at vakle i Frederiksberghallerne.
Dermed avancerer FIF til 1/8-delsfinalerne, som spilles efter sommerpausen.
Da FIF's cheftræner Nicolej Jensen blev spurgt, om det var det største resultat i hans trænerkarriere, var svaret klart:
“Ja, det synes jeg. Det er et rigtig flot resultat, og ikke mindst set på Ringsteds sæson, hvor de virkelig har ramt den. Det frygtede vi da lidt – at de ville komme med et andet tryk og en anden fysik, men det matchede vi”, siger FIF-træneren til SjællandskeNyheder.
Det er dog ikke første gang, at FIF og Nicolej Jensen slår TMS Ringsted. Tilbage i efteråret 2022, da begge hold stadig var i 1. division, sejrede FIF med 32-31 selvom TMS også dengang var klare favoritter.