Fortjener al ros i verden: - Verdens bedste, mener ekspert
Ekspert Lars Rasmussen er ikke i tvivl om, at det danske dommerpar Mads Hansen og Jesper Madsen absolut er de bedste af slagsen, man overhovedet kan finde på markedet.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, HBOLD.DK): Der kommenteres flittigt, lystigt og hyppigt på alverdens håndboldstjerner, deres præstationer, skuffelser, fiaskoer, mesterskaber og alt det midtimellem.
Men i dette øjeblik har ekspert Lars Rasmussen grund og lyst til at rose verdens bedste dommerpar, som er dansk, og de hedder Mads Hansen og Jesper Madsen.
Han påpeger det danske dommerpars ro og lederskab:
- Det er helt vildt at se, hvordan de to danskere går ind, leder og fordeler en vild OL-bronzekamp mellem Spanien og Slovenien, hvor det hele er på kogepunktet, alle er oppe at køre, og der bliver brokket over enhver kendelse, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk og fortsætter:
- Jeg vil mene, Mads Hansen og Jesper Madsen er verdens absolut bedste dommerpar. Der er ikke så meget at komme efter der. De er et forbillede for samtlige dommerpar i verden om, hvordan man med respekt for aktørerne, respekt for spillet og respekt for dommergerningen fløjter en kamp.
- Der er ikke noget med, at de bare vender ryggen til eller fejer al kritik af banen. De tager gerne dialogen, uanset om det er bænken, trænerne eller spillerne inde på banen. De forklarer situationerne nøgternt, i et sprog der er til at forstå og ikke til at misforstå. Det er enormt inspirerende, og der findes ikke noget bedre, når man står og er frustreret over en kendelse, at dommerne tager sig tid til at forklare, stoppe op og få ro på, slutter Lars Rasmussen.
I OL-finalen mellem Danmark og Tyskland dømte det slovenske dommerpar Bojan Lah og David Sok.