Füchse Berlin går ind til den kommende sæson uden at hente en direkte afløser for Lasse Andersson.
Den danske landsholdsspiller er vendt hjem til Danmark, men den tyske mester ønsker ikke at hente en ny venstre back, medmindre den rette spiller bliver tilgængelig.
“Vi holder naturligvis øje med markedet. Men vi handler kun, hvis vi finder en spiller, som også gør Füchse bedre,” siger cheftræner Nicolej Krickau til Handball-World.
I stedet bliver det især Matthes Langhoff, der skal udfylde hullet efter Andersson.
Den tyske landsholdsspiller har hidtil primært været brugt i forsvaret, men nu skal han også have en større offensiv rolle.
“Vi forventer ikke kun, at han bliver en af verdens bedste forsvarsspillere, men også en stærk venstre back. Den kommende sæson bliver Matthes’ livs sæson,” siger direktør Bob Hanning.
Også nytilkomne Frederik Simak kan dække positionen, og klubben ønsker generelt at satse på udviklingen af de nuværende spillere frem for at hente en ny stjerne.
“Vi tror på processen. Vi viste også i sidste sæson, at vi kan udvikle os. Andre spillere skal have en større rolle,” siger Krickau.
Samtidig må Füchse undvære Nils Lichtlein frem til oktober efter en fodoperation, hvilket betyder, at norske Tobias Grøndahl i øjeblikket er den eneste rendyrkede playmaker i truppen.
Fabian Wiede ventes også tilbage til sæsonstart efter sin korsbåndsskade, men Krickau maner til tålmodighed.
“Efter ti måneder uden håndbold er det naturligvis ikke så nemt,” siger han.
Füchse åbner sæsonen med Super Cup mod SC Magdeburg den 22. august, inden et svært Bundesliga-program med kampe mod Melsungen, Magdeburg, Stuttgart og Gummersbach.
Derfor ønsker klubben heller ikke at melde konkrete målsætninger ud endnu.
“Det giver ingen mening at sige noget nu. Vi må først se, hvordan det udvikler sig,” siger Bob Hanning.





























