GOG-træner: Mange nye ting skal sættes sammen
Torsdag markerede første arbejdsdag efter ferien for GOG, hvor forberedelserne til den nye sæson i Herreligaen nu er i gang. Efter et sommermercato, hvor blandt andre Tobias Grøndahl og Frederik Tilsted har forladt klubben, skal nye angrebskonstellationer nu finde hinanden på træningsbanen.
Cheftræner Kasper Christensen fremhæver over for TV 2 Fyn, at defensiven fortsat er en solid base at bygge på.
"Jeg synes, vi har en meget god kontinuitet i vores defensiv. Vi har fået Lasse Balstad ind fra Fredericia, der giver os lidt andre våben i vores defensiv, så vi skal kunne springe videre på en ret god defensiv base," siger han.
Til gengæld venter der et større arbejde i angrebet, hvor der er nye roller og relationer, der skal falde på plads.
"Det er klart, at vi har et stort stykke arbejde i forhold til vores angrebsspil, hvor der er mange nye ting, der skal sættes sammen," siger Kasper Christensen.