Grådkvalt Christina Pedersen fortæller om bruddet med Viborg HK: Det sidder stadig i en
Pre-season plejer at betyde masser af løbetræning, team building og hårde styrkepas - og måske lidt mindre haltræning initialt. Men for Christina Pedersen var der langt til samværet med de andre spillere. Den karismatiske bagspiller forlængede i foråret sin kontrakt med Viborg HK, men inden opstarten til denne sæson havde resten af spillertruppen meddelt, at de ikke vil møde til træning, hvis Christina Pedersen var med.
Det betød, at klubben blev nødt til at ophæve samarbejdet med Christina Pedersen, og også cheftræner Ole Bitsch trak sig efter den store tumult inden sæsonen startede. Pedersen tog til traditionsklubben Larvik i Norge, hvor hun på nuværende tidspunkt er den næstmest scorende spiller for klubben. De mange skader i klubben gjorde plads til den danske måltyv, og hun har hurtigt etableret sig som en stor profil i den norske liga. Efter aftenens kamp mellem Viborg HK og Ikast Håndbold udtalte Christina Pedersen sig for første gang siden bruddet med Viborg til TV 2 SPORT.
Om den hurtige integration i Larvik siger Christina Pedersen følgende: “Det er klart det tager sin tid, og finde rytme og komme igang - og i den grad også motivation for at spille håndbold, og jeg er glad for at være, hvor jeg er nu". Hun påpeger blandt andet de mange skader i klubben som hendes chance for at kæmpe for en vellykket integration i klubben.
“Jeg er ikke hvor jeg er håndboldglædemæssigt, det er klart efter sådan en tur man var ude for, så trækker det stadig i en - det har taget mange kræfter for mig.. Det var en lang sommer” siger en grådkvalt Christina Pedersen til TV2 Sportens reporter.
Om et comeback til den danske liga, siger Christina Pedersen at afsavnet til familie er stort, men hun selv er en smule skeptisk efter det meget dramatiske forløb.
“Det er et godt spørgsmål - jeg tror selv, at hvis jeg var en anden spiller omkring mig, at man ville være en smule skeptisk - ud fra ting man sikkert har hørt fra andre, andre spiller, rygter og alle mulige ting. Men jeg ser da mig selv komme tilbage på et tidspunkt. Men jeg er skeptisk for den modtagelse man eventuelt kan få".
Christina Pedersen nyder lige stor personlig succes med masser af mål og spilletid i traditionsklubben, der blandt andet har slået Storhammer og aktuelt ligger nr. 1. I et vildt pokalsemifinaleopgør der endte i forlænget spilletid af flere omgange lavede hun hele 13 mål.